Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Mads Nissen

Interview med kulturministeren: Nådigfruen fra Solbakkevej

Ungdomsoprøret var et nødvendigt opgør med stive strukturer. Men for meget blev revet ned, mener den nye kultur- og kirkeminister Mette Bock, der selv voksede op i det, hun kalder et forpligtende fællesskab, i et lille jysk samfund. Før staten tog ansvaret fra os. Og hun hjælper gerne 68’ernes børn i deres jagt på det tabte.

FOR ABONNENTER

Ingen idyl er fuldkommen. Og den trygge verden, Mette Bock voksede op i, hvor det meste gav sig selv, og selve verden gav mening, slog sin første store revne i skumringen en tidlig septemberaften, da hun var ni år. Hun og en flok af kvarterets børn havde været på pærerov på den anden side af Oddervejen i udkanten af Horsens og cyklede nu på en lang række tilbage over landevejen i halvmørket med deres bytte.

»Jeg kørte blandt de forreste i denne her hale af børn og vendte mig om for at se, om min lillesøster Karen var med«, fortæller hun.

»Og da så jeg så, at hun kørte direkte ud foran en bil«.

Mette var familiens ældste. Karen på seks nummer to. Og så havde de to yngre brødre. Nogen fulgte Mette det sidste korte stykke hjem. Hendes forældre kom styrtende og nåede at komme med i ambulancen. Men der var intet at gøre. Karen var død.

Lige siden har jeg været opmærksom på, at det, der er i dag, måske ikke er der i morgen. At man er nødt til at gøre sig umage, gribe livet og påtage sig et ansvar

»Jeg vidste godt, at folk blev skilt, og at nogle omkom i trafikken. Det var bare langt uden for min verden, at sådan noget kunne ske . Men lige siden har jeg været opmærksom på, at det, der er i dag, måske ikke er der i morgen. At man er nødt til at gøre sig umage, gribe livet og påtage sig et ansvar. Ikke bare tænke, at det der gør jeg om 10 år«.

Det var ikke det sidste skår, der gik i den verden, Mette Bock voksede op i. Alkohol og skilsmisse fandt også vej til Stensballe ved Horsens. Alligevel er det livet, som hun kender det fra dengang, det lille, nære samfund og dets forpligtende fællesskaber, hvor alle har et navn og et ansigt, hun griber tilbage til, når hun som nyslået kulturminister skal forklare, hvad hun ønsker at gøre for kulturlivet.

»Der er rigtig mange, der ikke har haft den – nogle vil sige meget, meget kedelige og forudsigelige opvækst, som jeg har …«, griner hun.

»Men hver ny generation gør jo typisk oprør imod det, der lå deres forældre mest på sinde«.

Mette Bock forstår godt 68-oprøret, siger hun. Der var hierarkier, som trængte til at blive revet ned.

»Men det svingede måske for langt over, så alt hang fuldstændig frit i luften, uden at der var noget at læne sig op ad. 68’ernes børn oplever en sult efter noget, som de ikke helt ved, hvad er. Altså: Hvorfor er babysalmesang blevet et hit? Hvorfor elsker folk at sidde og se en forestilling om Højskolesangbogen i Skuespilhuset? Jeg tror, de unge har en fornemmelse af, at de er blevet snydt for noget. I dag strømmer de unge til efterskolerne. Hvorfor gør de det?«.

Ja, hvorfor?

»Fordi de der finder et forpligtende fællesskab. I vore dages familiestruktur tager de voksne og børnene jo i forskellige retninger. Man er knap nok sammen om måltidet længere. Og hvad finder du på en efterskole? I er sammen i 24 timer i døgnet. Hvis der opstår konflikt, kan du ikke bare løbe din vej. Du mærker, hvor dejligt det er at synge sammen. Du får noget historiefortælling«.

Bare et menneskeliv

Tiden er knap for en ny minister, så vi må improvisere et interview sammen af de forhåndenværende pauser i et tæt program. Første gang sidder vi på restauranten i den højloftede forhal til Det Kongelige Teaters nye skuespilscene og skovler fra hver sin tallerken jordskokkesuppe, mens mørket rejser sig i glasfacaden mod havnen, og muzakken blander sig med bestikkets arbejde på tallerknerne omkring os. Ministeren har lige 45 minutter, før hun skal i teatret med sin mand og sin bror, udenrigsministeren. Og selv om forestillingen ’Højskolesangbogen’ er hendes første teaterkoncert, er billetten bestilt, før hun blev minister.

»Tidligere blev Højskolesangbogen betragtet som noget støvet noget for de helt særlige grundtvigske fætter-kusine komsammener. Og for 15 år siden kunne sådan en forestilling ikke blive sat op og få sådan en succes«.

Selv har Mette Bock sunget i kor i adskillige år. I hendes familie synger de ustandseligt. Og, siger hun:

»Man kan ikke skændes, når man har sunget sammen. Det kan ikke lade sig gøre. Ja, måske efter nogle timer. Men når man synger sammen, rører man ved hinanden uden at røre. Det er meget intimt, og der møder du det nøgne menneske, som jo ikke er en person, der udspyr holdninger«.

Egentlig tvivler hun på, at nogen »gider at høre mere om mit og min families liv«, som hun siger. Med henvisning til lillebror, partiformand Anders, som i bogen ’Comeback kid’ berettede om deres fælles familiebaggrund. Og så mener hun også, at man skal være varsom med at »psykologisere for meget over livet«.

»Det er jo bare et menneskeliv«, siger hun.

»Og altså: Det blev, som det blev«.

Hvad Mette Bock kommer af, har nu ikke så lidt at gøre med, hvad hun gerne vil fremme i kulturlivet, viser det sig. Hun var første barn i familien og blev storesøster i den lille lejlighed i Horsens, hvor først en søster kom til og dernæst to brødre. Hendes mor var husholdningslærer på deltid. Hendes far var historiker, gymnasielærer og radikal. Og de var, mener datteren, som skabt for hinanden, for det faldt dem begge naturligt at engagere sig i verden umiddelbart rundt om huset på Solbakkevej, som de flyttede til, da lejligheden begyndte at stramme over brystet.

»Min far var medlem af sognerådet, min mor af menighedsrådet. De sagde begge to: skole, kirke og samfund. Det var, hvad man engagerede sig i«, siger Mette Bock, der husker, hvordan lokale beslutninger blev truffet, når sognerådet holdt møder derhjemme, og hvordan lærere blev ansat ved samtaler på familiens terrasse, fordi hendes far også sad i skolekommissionen.

Børnene kom med i kirke. Mette sang i mange år i koret der.

For mange politikere er Christiansborg som en højskole eller et hospital. Det lukker sig om dem. Mette Borck syntes, det var hårdt at blive politiker. Måske fordi hun kom udefra og havde haft mange andre job, hvor problemer er noget, man prøver at løse. På Christiansborg, siger hun, er det lige omvendt. Får man øje på et lillebitte problem, gør man det så stort som overhovedet muligt, giver andre skylden for det og gør, hvad man kan for at forhindre, at det bliver løst.
Foto: Mads Nissen

For mange politikere er Christiansborg som en højskole eller et hospital. Det lukker sig om dem. Mette Borck syntes, det var hårdt at blive politiker. Måske fordi hun kom udefra og havde haft mange andre job, hvor problemer er noget, man prøver at løse. På Christiansborg, siger hun, er det lige omvendt. Får man øje på et lillebitte problem, gør man det så stort som overhovedet muligt, giver andre skylden for det og gør, hvad man kan for at forhindre, at det bliver løst.

»Jeg er meget mærkelig, jeg ved det godt. Men jeg kan stadig væk godt lide at være i kirke. Der er noget ved sådan at træde ind i en middelalderkirke og vide, at i det her rum, der har der i over 1.000 år siddet mennesker, som har haft et fællesskab om noget, som rækker ud over dem selv og dybere ned end det, at du er lige her og nu«.

For at det ikke skal være løgn, holdt Mette også af at gå i skole.

»Jeg kunne lide alt ved at gå i skole. Jeg glædede sig til, at sommerferien var slut. Og jeg engagerede mig i alt muligt. Fra musikforeninger til skolekomedier«.

Verden begynder forfra

Efter søsterens død bebrejdede Mette sig selv. Hun skulle have ventet på Karen ved vejen, tænkte hun. Og sørget for, at hun kom med over. Men selv om hendes forældre forsikrede hende om, at ulykken ikke var nogens skyld, var det ikke så meget forældrenes ord som en beslutning, de traf, der hjalp hende videre. De ville have et barn mere.

»For de var vant til at have fire«, smiler Mette Bock.

»Og min mor blev lynhurtigt gravid«.

Mette fik lov at være med til fødslen, som imidlertid trak ud. Til sidst lød beskeden, at var fødslen ikke gået i gang næste morgen, skulle hendes mor tage ind på fødselsstiftelsen i Aarhus og få den sat i gang. Og der måtte Mette ikke komme med.

»Så jeg bad til Vorherre om, at noget måtte ske i løbet af natten«, siger hun.

Og noget skete. Noget ved navn Anders Samuelsen, som tidligt næste morgen lod sig føde hjemme på Solbakkevej og blev modtaget af Mette, der kunne fortælle sin mor, at det var endnu en dreng.

»Og jeg husker det billede lige så stærkt, som jeg husker billedet af Karen, der døde. En fødsel er jo en forløsning. Og for mig også i den forstand, at der pludselig var håb og glæde og noget nyt, der begyndte. Det var den bedste hjælp, jeg kunne få«.

Endnu en bror kom til. Så da deres far i 1968 blev valgt ind i Folketinget, havde deres mor fem børn at tage sig af derhjemme. Og Mette blev storesøster med stort M.

»Christiansborg er et reservat, man går ind i. Ligesom på en højskole eller et hospital. Der er nogle mennesker, som bliver smittet af den politiske bacille. Og min far blev utrolig optaget og meget, meget glad for det«, fortæller Mette Bock, som selv – da hun i 2011 kom i Folketinget – reagerede helt anderledes.

»Jeg syntes, det var hårdt. Måske fordi jeg er atypisk ved, at jeg havde været mange andre steder. Og støder man på et problem på almindelige arbejdspladser, prøver man at finde ud af, hvordan man løser det. I politik er det lige omvendt. Hvis du får øje på et lillebitte problem langt væk og henne i et hjørne på Christiansborg, så gør du det så stort som overhovedet muligt, siger, at det er de andres skyld, og gør i øvrigt, hvad du kan, for at forhindre, at man finder en løsning«.

Derfor betones forskellene i dansk politik konstant, selv om man er enige om det meste, mener Mette Bock, der gerne så, at der tilfaldt lidt mere hæder til politikere i forskellige partier, som sjældent er i pressen, fordi de koncentrerer sig om at finde løsninger.

»Vi tager demokratiet for givet«, siger hun.

»Men demokrati er en lille bitte parentes i verdenshistorien, som sagtens kan forsvinde igen, hvis vi ikke passer på det«.

Nedtur, druk, skilsmisse

Ved jordskredsvalget i 1973 røg Ove Samuelsen ud af Folketinget. Og det liv, han følte sig hjemme i.

»Og fra det øjeblik begyndte han faktisk at give slip på sig selv og udviklede så et alkoholproblem«, siger Mette Bock.

En præst var begyndt påfaldende ofte at hjælpe deres mor i haven, kan man læse i Anders Samuelsens selvbiografi ’Comeback kid’. Kapitlet hedder ’Præsten fra helvede’. »Ham syntes vi ikke ret godt om«, lyder det lidt mere diplomatisk fra storesøsteren. Præsten og deres mor blev gift, hun flyttede ind hos sine forældre i Hobro med de to yngste, mens de tre ældste blev boende hos deres far, som ulykkelig over skilsmissen nægtede at se eller tale med deres mor.

Vi tænker efterhånden: Nå men, de læser nok højt for mit barn henne i børnehaven. Eller: Nogen tager dem nok med i børneteatret og introducerer dem for vores sangskat. Og så lægger vi det fra os

»Han sad ikke med en pose øl i vejkanten. Han passede sit job som gymnasielærer, og jeg møder stadig væk gamle elever, som husker ham med stor glæde, fordi han havde humor og hængte historieundervisningen op på små anekdoter. Men når han kom hjem, begyndte han at drikke. Og når han gik i seng, kunne han ikke rigtig tale rent«.

Børnene forsøgte fortvivlet at få nogen i forældrenes vennekreds til at forstå, at deres far havde et alkoholproblem.

»Men det blev fortrængt. Jeg tror, vi alle fem har haft den følelse, at vi ikke kunne regne med, at der var nogen, der fjernede stenene på vores vej eller sørgede for os. Så vi måtte klare det selv«.

Hun strækker hals.

»Der har vi min mand. Hans Jørn! Jeg er her!«.

Det er en høj herre med tæt, gråt skæg, der bøjer sig ind over bordet og hilser.

De mødtes, da Mette var 17 år, fortæller hun, da han igen er forsvundet i mængden. Samme år som hendes forældre blev skilt. Hun var 20, da de blev gift. Året efter fik de deres første barn. Og i deres hus rundt om hjørnet kunne de to yngste – Karl Peter og Anders – få fred for det pastorale diktatur i præstegården på Samsø, hvortil de var flyttet med deres mor, og hvor storesøster Mette med mellemrum troppede op og satte præsten på plads. Ifølge Anders Samuelsens bog holdt storesøsteren således sin egen prædiken for pastoren, da han nidkært havde gennemgået den græsplæne, de to drenge havde brugt timer på at slå, i håb om at finde fejl.

»Min far kaldte mig nådigfruen ...«, smiler Mette Bock.

Værdierne har hun med sig fra det lille, tætte samfund, hvor alle tog ansvar. Og endnu i dag bor Mette Bock bare 500 meter fra, hvor hun voksede op. Ellers har hun nu flest ærinder i fremtiden, siger hun. Computeren i ministerkontoret er fjernet. Mette Bock bruger helst kun iPad.
Foto: Mads Nissen

Værdierne har hun med sig fra det lille, tætte samfund, hvor alle tog ansvar. Og endnu i dag bor Mette Bock bare 500 meter fra, hvor hun voksede op. Ellers har hun nu flest ærinder i fremtiden, siger hun. Computeren i ministerkontoret er fjernet. Mette Bock bruger helst kun iPad.

»Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt prøvede at lære ham, at man altså er nødt til at pakke ost ind, når man lægger det i køleskabet. De sidste 10 år af hans liv husker jeg ikke, at jeg bestilte andet end at skælde ud på ham. Og det er jo vanvittigt. For jeg elskede ham meget højt. Men altså ... Det blev sådan«, siger hun.

»Det kan ikke gøres om. Og jeg har fået et godt liv alligevel«.

Drømte ikke om ministerpost

Et par dage senere møder jeg op i ministeriet til endnu en times snak.

»Det var fantastisk«, siger ministeren, da jeg spørger til forestillingen forleden.

»Fordi melodierne havde fået et tvist, hørte man pludselig teksterne fra Højskolesangbogen på en anden måde og kunne se, hvor meget historie og kultur der ligger indlejret. Og da der var fællessang, var det bare et fyldt skuespilhus, der sang ... og altså: at sidde der og kigge på folk og se, hvad det gjorde ved dem«.

Kontoret er rummeligt og åbner sig med flere, store vinduer mod udsigten over kanalen og Thorvaldsens Museum, hvis okkergule mure fører deres egen lille velstemte samtale med de dybrøde vægge herinde.

»Jeg ville dø i nogle af de andre ministerkontorer«, siger Mette Bock, da hun tager plads ved mødebordet med et dybrødt filtsjal hvilende på skuldrene af en sort skjorte med høj, snæver hals.

»Der er sort og gråt og mørkt. Men her ...«, siger hun og åbner favnen.

At blive minister var slet ingen drøm. Dertil var hendes parti for ungt, tænkte hun, og hun selv for gammel. Men skulle det være, måtte det blive her.

»For kirke og kultur har min dybe interesse. Jeg har beskæftiget mig med dem hele mit liv«.

Som med så meget, kunne man indvende. Og havde Mette Bock været ung i dag med den nye regerings uddannelsesloft, havde hendes studier utvivlsomt været kortere. Egentlig ville hun være præst. Fordi hun var optaget af de store, eksistentielle spørgsmål, siger hun. Men da hun 19 år gammel efter et højskoleophold rejste til Indien og Pakistan og afsluttede turen blandt missionærer i det nordlige Pakistan, gik det op for hende, at det ikke var præster, men læger, verden havde brug for. Hun begyndte at læse medicin, men fandt det efter bare to måneder »for åndløst«. Og begyndte at liste sig ind til forelæsninger på filosofi.

Det var ikke et fag, man kunne leve af dengang. Så hun besluttede sig for kun at tage bifag i det og læse statskundskab ved siden af. Men tog så alligevel hovedfaget med. Og endte med at blive magister i filosofi. Hvilket hun i dag er lykkelig for.

68ernes børn oplever en sult efter noget, som de ikke helt ved, hvad er

»For i filosofi beskæftiger du dig med, hvad det vil sige at være menneske. Og i statskundskab med de rammer, samfundet sætter om dit liv. Så der er jo ... det hele. Og uanset hvad jeg har lavet, har jeg kunnet trække på den fond af viden, jeg fik i de to uddannelser«.

SF’er ved et tilfælde

Hvilket dog heller ikke var helt nok.

»Næsten alt bliver jo spændende, når man går i dybden med det. Jeg kastede mig jo også ind i journalistikken, fordi jeg synes, det er vanvittigt spændende, hvordan man får en tekst til at fungere. Og jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har tænkt: Aj, jeg kunne også godt have tænkt mig at være jurist«.

Samme brede smag kunne man have hende mistænkt for at have inden for politik. I hvert fald stillede hun allerede i 1994 op til Folketinget. For Socialistisk Folkeparti. Hvilket ifølge Mette Bock dog mere skyldes stor respekt for SF’eren Lilli Gyldenkilde, som også boede i Horsens. Hun var vokset op hos sine bedsteforældre i en baggård, blev fabriksarbejder, siden fagforeningskvinde og endelig folketingsmedlem. En historie, Mette Bock fandt så fascinerende, at hun fik lov at skrive bogen ’Fra fabrik til Folketing’ om Lilli Gyldenkilde. Og da bogen var færdig, lod hun sig overtale til at overtage hendes kreds, da Gyldenkilde selv satsede på EU-parlamentet, fordi en ung mand ved navn Villy Søvndal alligevel så ud til at ville rende med hendes mandat.

»Hun garanterede, at jeg ikke blev valgt. Og jeg fandt meget hurtigt ud, at det ikke var mit parti«, siger Mette Bock, der snart var tilbage, hvor hun kom fra, hos de radikale, men i det hele taget, siger hun, orienterer sig mere efter personer end efter ideologi.

»Når du ser et andet menneske direkte ind i øjnene, falder der nogle barriere, som gør det nemmere at forstå hinanden. Vi skubber andre mennesker fra os, når vi står over for en anonym masse. Men lige så snart mennesket bliver nærværende, og du ser dets ansigt, er du involveret. Det synes jeg er fantastisk«.

Sådan oplevede hun også sin første tid i Muskelsvindfonden, som hun var direktør for fra 1992 og seks år frem.

»De første tre måneder så jeg jo skæve kroppe og kørestole og krykker over det hele. Derefter så jeg jo bare Ewald og Isabella og Jens. Ligesom når man taler om indvandrere, som for nogle er en stor masse, folk kan være bange for, fordi de tager vores arbejde eller opfører sig på måder, vi ikke forstår. Men når du så sidder over for en af dem. Med navn og ansigt ...«.

Hvad DR mangler

Efter stillinger som journalist ved Morgenavisen Jyllands-Posten og konsulentjobs i managementbranchen blev hun i 2002 ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for JydskeVestkysten. Da hun fem år senere forlod posten, lød afskedssalutten fra tillidsmand Steffen Lilmoes i Berlingske, at hun ikke havde genereret en krone i overskud. »Hun er en dygtig leder, hvis alt går efter hendes hoved«, sagde han. Men tilføjede: »Hun er ikke god til at lytte«.

Det skudsmål vil Mette Bock ikke diskutere med.

»Hvis det er hans oplevelse, så er det jo hans oplevelse. Men jeg mener faktisk, at jeg altid gør mig umage for at lytte. Jeg foretrækker bare – apropos det med at se hinanden i øjnene – at man tager konflikten, mens man er sammen, får svesken på disken, i stedet for at ting løber langs panelerne, og man indgår alliancer, før man mødes«, siger hun.

For nylig kaldte JydskeVestkystens chefredaktør Jørgen Broch hende »det mest stålsatte menneske, jeg kender«.

»Mit liv er i høj grad drevet af tvivl. Men som leder kan det jo ikke nytte noget hele tiden at gå rundt og sige, at man har tvivl. Medarbejderne skal have nogen at læne sig lidt op ad. Og når først jeg har besluttet mig for, hvilken vej vi skal, holder jeg blikket på kursen. Ellers bruger vi alt for meget tid på at køre i først den ene, så den anden retning«.

Hvorfor hun i 2009 fratrådte stillingen som programdirektør i Danmarks Radio efter mindre end to år, har hun en enkel forklaring på. Hun og den øvrige ledelse under generaldirektør Kenneth Plummer var uenige om, hvad DR skulle satse på.

»Den øvrige direktion valgte at sige, at DR var nødt til at læne sig op ad det kommercielle marked for ikke at tabe seere og lyttere. Jeg mente, at vi netop skulle differentiere os fra markedet og blive tydelige i, hvad det var, kun vi leverede, og som det kommercielle marked ikke kunne levere«.

Og det mener hun stadig.

»At der er så megen diskussion om DR, skyldes, at der skal være en kerne i indholdet, som er i orden. Jeg kalder det kerne-public-service. Og den kerne er heller ikke i orden nu«

Hvad er det, der mangler?

»I min periode skar man meget ned på antallet af udlandskorrespondenter. Vi lever i en globaliseret verden. Danskerne har brug for, at der er nogle øjne derude, som ser, hvad der sker, og kan fortælle det med danske briller. Jeg syntes, det var det helt forkerte sted at skære ned. Og når man så samtidig bruger ressourcer på noget, som andre måske lige så godt kunne producere ...«.

Alt, hvad der kan laves af kommercielle – f.eks. ’X Factor’?

»Jeg vil ikke diskutere konkrete programmer. Der er meget, jeg savner i DR. Men nu er det jo ikke min personlige smag, der skal være afgørende«.

Den nye regering forventes at ville skære markant ned på bevillingerne til Danmarks Radio. Tal helt op til 25 procent har været nævnt. Og Mette Bock har tidligere sagt, at hun støtter tanken om at barbere fem procent af DR’s budgetter fem år i træk. Men om de konservative vil være med på det, er tvivlsomt.

»Jeg prøver at tilrettelægge en proces for hele medieområdet, hvor vi i stedet for at lægge ud med at tale om programmer og kanaler og institutioner starter med at tale om, hvad vi vil have, at danskerne skal have adgang til. Når vi så har fundet ud af det, prøver vi at finde ud af, hvordan vi får det finansieret, og hvem der kan producere det. Men vi starter altså med indholdet«.

Hvordan lyder dit eget udspil?

»Jeg vil gerne have, at vi får tid til at diskutere det igennem over mange måneder. For tit starter man diskussionen ganske få måneder før et medieforlig, og så kommer det hele til at handle om en kanal mere eller mindre. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at holde debatten åben så længe som muligt. For rigtig mange ting griber ind i hinanden. Og vi kan ikke diskutere DR uden også at diskutere mediestøtte til et mediehus som f.eks. JP/Politiken«.

Eksempelvis at mediehusene mener, at DR’s hjemmeside er licensbetalt og dermed unfair konkurrence?

»Den diskussion udtrykker meget godt, at vi ser gennem fortidens briller. Hvilke problemer ville det løse at forbyde DR at være på nettet? Ikke ret mange. Det er jo ikke platformen, der er vigtig. Men at man kommer ud over rampen«.

Ommøblering af kulturen

Sammen med sin bror Anders Samuelsen skrev Mette Bock for to år siden en længere tekst om liberal kulturpolitik i Årsskriftet Critique VII. Her slog de til lyd for, at civilsamfundet skal overtage nogle af statens opgaver.

»I slutningen af 1800-tallet var næsten alt overladt til civilsamfundet. Staten var for lille. For mange blev tabt. Og hvis ikke tingene udtrykkeligt var forbudt, kunne du gøre, som du ville. I dag er det vendt 180 grader. I dag er alt forbudt, medmindre det udtrykkeligt er tilladt. Og det kan være svært at være civilsamfund, fordi der er nogen i staten, der ved bedre«, forklarer Mette Bock.

Så du vil have civilsamfundet på banen, som du kendte det i din opvækst?

»Vi skal ikke tilbage. Og jeg tror bestemt ikke, det var særlig sjovt for 100 år siden. Men vi trænger til at se den styrke, der ligger i et fællesskab, der bærer, og hvor staten understøtter, men ikke overstyrer. Vi har tradition for et civilsamfund i Danmark, som jeg fornemmer, ligger lige nedenunder. Hvis det virkelig brænder på, rejser vi os jo og gør noget. Det ligger dybt i os. Men vi er ligesom blevet vænnet til, at det må kommunen tage sig af«.

Hvad kunne det være?

»Når en folkeskole i Jylland lukker, går folk måske sammen og siger: Vi vil gerne lave en friskole. Men så siger kommunen: Nej, vi vil ikke sælge bygningerne til jer. Man lægger snubletråde ud for et civilsamfund, som gerne selv vil løfte nogle opgaver«.

Mange tænker nok, at med en kulturminister fra Liberal Alliance skal der skæres?

»Folk tror, at Liberal Alliance kun handler om skat og økonomi, men vores kulturpolitik er faktisk den mest omfattende af alle partiers. Der har været et tunnelsyn på vores parti«.

Penge har hun nu ikke flere af.

Foto: Mads Nissen

»Vi kan bruge al vores energi på at tale om, at det også er for dårligt, at der ikke er flere penge. Det kan vi gøre til kulturdebatten. Og hvis folk synes, det er vigtigt, så er det jo vigtigt. Men vi kunne også vælge at sige: Kan vi gøre nogle ting anderledes? Måske kan de endda blive bedre«.

I Mette Bocks og Anders Samuelsens oplæg slog de på mainstreamkulturen som det sted, der lettest kan spares i modsætning til eliten og vækstlaget.

»Unge på vej, som har brug for noget starthjælp, der måske i løbet af nogle år kan give dem fodfæste, vil jeg rigtig gerne have, at vi gør noget mere for. Men jeg tror, man kan gøre en del i den store klump i midten, hvor støtten stort set er bundet af historisk begrundede beslutninger taget for mange år siden, og som det stort set har været umuligt at ændre på«.

Som eksempel nævner hun musikområdet, hvor forskellige landsdelsorkestre rundt om i landet er finansieret på vidt forskellige måder. Det samme gælder museerne.

»De får vidt forskellig støtte, fordi det ene er etableret på det ene tidspunkt, og det andet på et andet. Der er ingen logik i det. Og jeg kunne godt tænke mig, at vi ser på det som en helhed. På musikområdet har vi DR’s ensembler, Det Kongelige Kapel og forskellige basisensembler rundt om i landet. Hvis vi nu prøver at se, om ikke vi kan få lidt mere gennemsigtighed og systematik i det, kan vi måske få frigjort nogle ressourcer, vi kan bruge, hvor vi synes, at noget er nødlidende«.

Tror du, der er mange penge, som kan bruges bedre i kulturlivet?

»Det gør jeg. Det kan jo ikke passe, at vi gør tingene optimalt i dag. Men i stedet for at hoppe fra sten til sten vil jeg rigtig gerne prøve at tilrettelægge nogle processer, hvor vi bruger tid og ser tingene i sammenhæng. Så kan vi måske få lavet nogle reformer, som er mere omfattende end bare at flytte penge fra et felt til et andet«, siger hun.

»Men ... det kræver selvfølgelig, at jeg får lov at være kulturminister i den tid, det tager«.

Det fremmede Danmark

Der er nu også noget andet, den nye kulturminister gerne vil sætte på dagsordenen.

»Kulturel dannelse ... man kan næsten ikke sige det, uden at det bliver opfattet som en pegefinger«, begynder hun.

»Men vi er nødt til at tage vores liv lidt mere i egne hænder. Vi tænker efterhånden: Nå men, de læser nok højt for mit barn henne i børnehaven. Eller: Nogen tager dem nok med i børneteatret og introducerer dem for vores sangskat. Og så lægger vi det fra os. Hvilket er et kæmpe tab. For det er fantastisk at læse højt for sine børn og have oplevelser med dem i teatret«, siger hun.

»Vi kan godt fra statens side tage os af, at man via skatten finansierer de fineste biblioteker, de smukkeste museer og de dejligste musikskoler. Men hvis forældre ikke selv en gang imellem tager deres børn i hånden og går derhen, nytter det jo ikke meget«.

Skal flere børn og unge fatte interesse for klassisk kultur, må vi tilbyde den med trappetrin, så man gradvis kan indtage den. Ikke som en mur, der skal forceres i én bevægelse.

»Man kan ikke bare kaste en ballet på to en halv time i hovedet på en 16-årig og tro, at vedkommende siger: Aj, det skal jeg altså opleve mindst en gang om året i resten af mit liv. Der må institutionerne række ud til børn og unge og langsomt introducere dem til det. Tage dem i hånden og give dem først lidt, og så lidt mere«.

Og så ser Mette Bock i øvrigt gerne, at øst- og vestdanskere tager på besøg hos hinanden.

»Jeg har en drøm om, at alle danske skolebørn skal til København og omkring DR Musikariet, Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Teater og se en lille bid ballet, en lille bid teater osv. Så de får en fornemmelse af, hvad der foregår, når det er på virkelig højt niveau«, siger hun.

»Men omvendt ...«, griner hun.

»Jeg vil simpelt hen have, at alle de københavnske børn sættes på busser, kører over Fyn og med færgen til Als, hvor de skal se grænselandet, marsken og op igennem Vestjylland – måske op til Thy Nationalpark og se, hvor vidunderligt vores land er. Mange børn i København har været i Paris og Berlin og London, men aldrig i Jylland. Vi taler rigtig meget om, hvad det er at være dansk. Men forudsætningen for at vide det er da, at vi i hvert fald kender vores eget land«.

Det er nu, det bliver spændende...

Følg de første 100 dage efter valget for kun 299 kr.

Bliv abonnent

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce