Ingen idyl er fuldkommen. Og den trygge verden, Mette Bock voksede op i, hvor det meste gav sig selv, og selve verden gav mening, slog sin første store revne i skumringen en tidlig septemberaften, da hun var ni år. Hun og en flok af kvarterets børn havde været på pærerov på den anden side af Oddervejen i udkanten af Horsens og cyklede nu på en lang række tilbage over landevejen i halvmørket med deres bytte.
»Jeg kørte blandt de forreste i denne her hale af børn og vendte mig om for at se, om min lillesøster Karen var med«, fortæller hun.
»Og da så jeg så, at hun kørte direkte ud foran en bil«.
Mette var familiens ældste. Karen på seks nummer to. Og så havde de to yngre brødre. Nogen fulgte Mette det sidste korte stykke hjem. Hendes forældre kom styrtende og nåede at komme med i ambulancen. Men der var intet at gøre. Karen var død.
