Det vækker undren hos den ordførende musikchef for Landsdelsorkesterforeningen, når kulturminister Mette Bock (LA) kritiserer støtteordningen for de fem symfoniorkestre for manglende »gennemsigtighed og systematik« i måden støtten er skruet sammen på.
I dag er nogle af landsdelsorkestrene, der har hjemme i København, Aarhus, Aalborg, Odense og Sønderjylland, alene statsstøttede, mens andre også er afhængige af kommunale kroner. Men den struktur er der ifølge den ordførende musikchef Uffe Savery, som også er musikchef i Copenhagen Phil, ingen grund til at ændre ved.







