Julen er traditionernes tid og det i en grad, så man sig enten ret fornøje eller overvejer at forlægge residensen til det inderste af Borneos jungle med henblik på at fejre alt andet end jul i selskab med hovedjægere fra ibanfolket. Begge positioner er forståelige. Og efter at have brugt tid på noget af årstidens typiske julefjernsyn forekommer den sidstnævnte udvej ikke entydigt skræmmende. Selvfølgelig ville det være trist at sidde i et langhus og spise ris af palmeblade, når nu man er en hjemmefødning og glad for gås med brunede kartofler.
Men bare tanken om DR’s store glitrende juleshow med alskens underholdning og formstøbte jokes og forloren gemytlighed og tøhøspil mellem den kvindelige og den mandlige værtinde får det til at klø i fingrene efter at booke billet til fjerne egne, hvor end ikke en netforbindelse ville kunne transmittere forestillingen.
