Han var kun seks år, da hans hjerte en dag gik i stå i nogle sekunder.
Han var på vej fra skole til den tidlige barndoms hjem på hjørnet af Østerbrogade og Rosenvængets Allé i København, og gik i knæ. Indtil hjertet igen gik i gang med et voldsomt ryk:
»Jeg fik i en meget ung alder en bevidsthed om, at døden fandtes, at hjertet skulle slå for at man kunne leve, og jeg tænker stadig som noget af det første, når jeg vågner om morgenen, at mit hjerte det slår«.
Denne oplevelse for livet, som man jo siger, har Troels Kløvedal beskrevet i erindringsværket ’Den tynde hud’. Den daglige umiddelbare glæde over at være i live stråler også ud af hans 16 andre bøger og rækken af tv-serier om det gode skib 'Nordkaperens' togter jorden rundt. Med de værker og sine tusindvis af rejseforedrag, med sin livsglæde og med sin tro på, at selv eventyrlige drømme kan virkeliggøres, har han smittet titusindvis af danskere.
