Foto: Michael Probst/AP

Biolog: Vi kommer ingen vegne med 2020-planer, Cop-dit og Paris-dat

Vi har brug for nye fortællinger om den verden, vi lever i. Og det er her, kunsten kommer ind i billedet, pointerer biolog Donna Haraway.

Jeg har en onkel, der hedder Calle. Eller Carl Johan hedder han, men han bliver kaldt Calle. Han bor på Mors og holder brevduer. Og hvad har det så med den tidsalder, der efterhånden er blevet kendt som antropocæn, at gøre?

Jo, duer spiller faktisk en ganske stor rolle i den feministiske biolog Donna Haraways nye bog ’Staying with the Trouble’, der forsøger at tænke over, hvad det vil sige at leve på en beskadiget og stadig mere truet planet.

I bogens første kapitel beskriver Haraway således et kursus, hun holdt på et universitet i Californien i 2006. Her skulle man ikke bare læse Marx eller anden kritisk teori, man skal skulle også flyve med duer! Den eksperimenterende undervisning bestod af et praktisk samarbejde mellem forskere, studerende, aktivister, kunstnere, dueflyvere og ikke mindst duerne selv og gik i al sin enkelhed ud på at kortlægge luftforurening i Los Angeles. Der skulle i den forbindelse blandt andet udvikles nogle dimsedutter, som skulle indsamle relevant data, mens duerne fløj rundt over englenes by.

Der er noget grundlæggende smukt over den historie, men også noget helt igennem sigende og symptomatisk over den. For Haraways filosofi er en form for politisk og feministisk kosmologi med brevduer, svampe, orkideer, blæksprutter, cyborgs, akacietræer og bakterier (og hendes elskede hund Cayenne, som hun har skrevet udførligt om før, og som i den nye bog pludselig bliver inkontinent!).

Det er ikke mennesket, der er hovedpersonen her. Af den grund er hun ikke så vild med begrebet antropocæn, fordi det netop sætter mennesket – antropos – i centrum. Men hvem taler vi overhovedet om her, hvilke mennesker? Og er mennesket virkelig den eneste aktør i fortællingen om vores planet?

Det afgørende for Haraway er, at kunsten (og livet i det hele taget) tager form af et samarbejde, af et kollektivt system

Det stiller Haraway sig tvivlende overfor, om end hun indrømmer, at begrebet antropocæn er kommet for at blive, og at det da også har en vis anvendelighed. Men hun taler i stedet om det chthulucæne. Begrebet lyder mærkeligere, end det er. Ordet kommer af det græske ord for jord, og de chthoniske guder havde i antikken netop en tilknytning til jorden, der forbandt dem såvel med »de dødes skæbne som med afgrødernes frugtbarhed«, som der står på nettet et sted. Sådan er det hos Haraway: Vi er ikke i denne verden, men af denne verden, som der står i bogen et sted.

Vi har altså ikke at gøre med en eller anden holistisk filosofi her. Intet er forbundet til alt; alt er forbundet til noget (som der også står i ’Staying with the Trouble’). Det handler heller ikke om at være sød mod dyr a la Linse Kessler. Haraway hæfter sig slet ikke ved, hvor synd det eventuelt måtte være for duerne at flyve om kap med hinanden, fordi menneskene påtvinger dem det. Nej, hun er interesseret i de eksperimenterende samarbejder på tværs af køn, racer, og endda arter.

Hun tager selvfølgelig situationen alvorligt, men lader sig alligevel ikke tynge af alvoren; der er en kærlighed, en humor og en vitalitet i hendes tænkning. Hvilket alene kommer til udtryk i hendes begreb om det chthulucæne.

Men er det overhovedet vigtigt, hvad vi kalder den alder, vi lever i? Svaret er ja. I den engelske original indgår det uoversættelige ordspil: »It matters how we think matter«. Det betyder noget, hvilke begreber vi bruger, for det betyder noget hvordan vi tænker. I denne æra, hvor Jorden undergår drastiske forandringer, der ikke kun handler om klimaet, men også om giftig kemi i undergrunden og i vores kroppe, minedrift, fracking, udtørring af søer og floder, formindsket biodiversitet etc., synes tiden i høj grad at være inde til at tænke nyt, helt nyt.

Vi må tænke, lyder et genkommende motto i bogen. Tænke må vi.

At tænke indebærer for Haraway altid at fortælle, at fabulere. Hendes teori udgør i selv en spekulativ gestus, en form for fiktion. Det er både videnskab og fiktion, science og fiction. Det skal imidlertid ikke forstås sådan, at hendes tænkning er uvidenskabelig, relativistisk eller, som det så populært hedder for tiden, postfaktuel. Hun har eksempelvis totalt tjek på den nyeste forskning inden for evolutionær biologi. Men pointen er, at vi ikke kommer nogen vegne med de gængse modeller, 2020-planer, Cop-dit og Paris-dat. Vi har brug for nye fortællinger om den verden, vi lever i.

Og det er selvfølgelig her, kunsten kommer ind i billedet. For kunstens valuta er netop det fabulative og spekulative: At opstille mulige, potentielle og alternative verdener. Eller det burde det være.

Det afgørende for Haraway er, at kunsten (og livet i det hele taget) tager form af et samarbejde, af et kollektivt system. Hun foretrækker derfor at tale om sympoiesis og ikke autopoiesis. At man laver noget med andre, at ens væren bliver til en medværen er fuldstændig fundamentalt.

Der er noget grundlæggende smukt over den historie, men også noget helt igennem sigende og symptomatisk over den

Skal man bringe nogle danske eksempler i spil kunne man nævne forfatteren Theis Ørntoft og billedkunstnerens Ferdinand Ahm Krags nylige tur til Sibirien for at udforske gigantiske huller i permafrosten på tundraen (som der indtil videre er kommet et bidrag til det sidste nummer af tidsskriftet Kritik ud af). Man kunne også nævne Laboratory for Aesthetics and Ecology, en multidisciplinær platform for planetarisk tilblivelse, som arbejder med alternative udstillings- og udgivelsesformater i krydsfeltet mellem det menneskelige og det ikkemenneskelige, mellem det teoretiske og det praktiske, det kunstneriske og det videnskabelige. Lyder det syret? Godt! For det er helt i Haraways ånd.

Det er sådanne samarbejder, der er brug for i fremtiden. Hvis der overhovedet skal være en fremtid. Hvor prisværdigt det årlige kulturmøde på Mors end måtte være, så drømmer jeg med Haraway om noget helt, helt andet. Jeg tænker: Hvad med kunstnere og forfattere, der tager til Mors for at indlede et samarbejde med min onkel Calle og hans brevduer. Eller med nogle andre folk og nogle andre fugle. Det er, forestiller jeg mig, helt klart besværet værd.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce