Han er blevet kaldt Obamas »hemmelige våben«.
Den 62-årige amerikanske fotograf Pete Souza har siden januar 2009 taget omkring 2 millioner billeder af USA’s 44. præsident. Billeder, der viser Barack Obama dybt koncentreret i kontrolrummet under operationen mod terroristen Osama bin Laden.
I svedig nærkamp med sine ansatte på basketballbanen. I rollen som kærlig fader med sine døtre, hengiven ægtemand i nærkontakt med Michelle Obama, respektfuld arbejdsgiver, der hilser på den helt rigtige måde, og mange lignende situationer.
»Når disse 8 år er ovre, står Pete tilbage som periodens vigtigste illustrator«, har en tidligere pressetalsmand for Det Hvide Hus sagt om præsidentens fotograf.
