Claus Handbergs bog ’Vore mødre dør’ begynder med, at jegets mor dør, og slutter, cirka, med, at dets far dør. På den måde er bogens digte digte om sorg. Men de er også en slags antidigte om en slags antisorg. I hvert fald beskriver de både en fejlslagen digtning og en fejlslagen sorg.
Faderen, barndommens fjerne alkoholiske tilstedeværelse, er jeget således »blevet snydt for selv en knivspids sorg« over. Moderens død sørger det over, men med en sært sløv sorg:








