Hvorfor skal man interessere sig for Aarhus?
For stadsarkitekt Stephen Willacy er der ingen tvivl, når han skal svare på det spørgsmål: Selv uden kæmpebegivenheden Kulturhovedstad 2017 sker der så meget i Aarhus, at det kan være svært at forstå. Et mål for aktiviteten er investeringerne. Der ligger lige nu byggeri for 50 milliarder kroner i pipelinen. Et andet mål er tilflytningen. De seneste år er byen forøget med 5.000 indbyggere om året.
»Vi er på vej til at tale om storby, men ikke millionby. Her er en intimitet, som er en stærk kvalitet«.
Men han vil helst måle byen på dens ’liveability’, hvor rar er den at bo i.
Her peger han på tre lag, som han mener udgør det særlige ved Aarhus: kultur, uddannelse og natur. Da han selv flyttede til byen for 33 år siden, var det en levende musikby, men tre store investeringer i byens kultur har siden for alvor skudt den op i en ny europæisk liga: Musikhuset, ARoS og Moesgaard.
Men også universitetet og de øvrige uddannelser med 50.000 studerende sætter deres præg på byen. Ikke mindst i midtbyen giver det af og til gnidninger med de udsatte og hjemløse brugere af byrummene.
Det tredje forhold, der udmærker Aarhus, er gå- og cykleafstanden til alt, inklusive skovene og strandene.
Midlertidige eksperimenter med byrum og institutioner, der siden resulterer i mere permanente indretninger, er blevet en specialitet i den aarhusianske byudvikling. Så meget, at man i dag taler om Aarhus-modellen.
Til festugen i 2010 skabte man en skov på Store Torv. »Folk var helt vilde med den og brugte den i døgnets 24 timer. Børnehaver og vuggestuer kom ned og spiste deres madpakker her, og om aftenen sad folk og holdt picnic og fest«.
De smukke betonbygninger
Nu er den blevet udgangspunkt for en halvpermanent løsning på Bispetorv.
»Jeg elsker festugen, fordi disse eksperimenter har ført til, at byliv og arkitektur er kommet på dagsordenen i byrådet«.
Jeg vil hellere lave en glorious fuck up end noget dyrt, som folk siden siger ikke dur
»Banegårdspladsen er et af de smukkeste byrum i byen, der bare er et trafikrum til daglig. Pludselig kunne vi høre fuglene«, siger han med reference til, at man fjernede bilerne fra pladsen til festugen i 2014.
»Jeg vil hellere lave en glorious fuck up end noget dyrt, som folk siden siger ikke dur. Det er en 1:1-afprøvning af bymodeller, som man kan evaluere, inden man bruger mange penge«.
»Hvis der er en bydel, jeg går op i, er det Gellerup Toveshøj. Det er smukke gamle betonbygninger ligesom Barbican Centre i London. De syv blokke ud mod ringvejen er så stærke og bliver nu gennemrenoveret«.
Med midlertidige projekter, fortætning, butikker, private boligtyper, nye adgangsveje og letbane bliver det en integreret del af Aarhus.
»Inden for fem år vil man ikke kunne genkende bydelen. Jeg tror, det bliver et sted, man kommer og ser, hvordan vi har gjort det«.
Pas på egenarten
Stephen Willacy er dog også bekymret for, om udviklingen går for stærkt for byen.
Den skal have sjælen med, siger han og peger på særlige kvaliteter som Axel Høeg-Hansens Banegårdsplads og det omgivende karrékvarter. Det er et godt eksempel på, at alle skalaforhold er gennemtænkt. »Vi skal studere vores egenart og bygge videre på den uden at være retro«.
