Normalt er Gud noget, der ifølge filmens og litteraturens beskrivelse af den personlige udviklingshistorie står imellem en ung mand og hans selvudfoldelse, realiseringen af hans indre. Hænderne over dynen, husk dit fadervor, spytkrølle i panden, en skrubbetur bag ørerne og march hen i kirken om søndagen. Hver søndag. Uf!
Men for Martin Scorsese har Gud, nåden, skriftemålet og sakramentet været ledestjerner lige fra hans tidligste barndom i Little Italy i New York. Han slog igennem i den mest demonstrativt ukristelige æra i filmhistorien, nemlig 70’erne, og han har viklet, vredet og snoet sig for at finde en identitet uden for den restriktive romerske kirke. Buddhismen var for en amerikansk filmskaber det indlysende alternativ, og Scorsese flirtede da også med østlige religioner, eksemplificeret i hans filmiske biografi, ’Kundun’, over den 14. Dalai Lama.
Men ugens Scorsese-premiere, ’Silence’, er den ultimative trosbekendelse fra den nu 74-årige auteur. Han er kommet i en alder, hvor man ikke orker lege slangemenneske udi det åndelige længere; han er kommet hjem igen.
Som det vil fremgå andetsteds af vores dækning af ’Silence’, er Scorseses tro i denne modne alder ingen barnetro. Guds gådefulde tavshed, de udeblivende svar i ekstreme krisesituationer, begge dele kræver et ret sofistikeret religionssyn at komme overens med.
