Det var ved et syn på en krydstogtmesse, at Lars Liebst fik nok.
Tivolidirektøren og den nyudnævnte bestyrelsesformand for ejerselskabet bag den københavnske Royal Arena, som indvies i dag, havde dannet sig et overblik over messen i Miami i 2014.
»Alle landene var der jo, og Danmark var der også, men gudhjælpemig med fem eller seks forskellige stande. Jeg tænkte: Det er løgn. Der stod Bornholm, Aarhus, København. Altså, Brasilien havde kun én stand, men vi stod og konkurrerede med hinanden. Og folkene fra de store krydstogtrederier troede, at vi var sindssyge. Og det var der, jeg tænkte, at nu må det stoppe«, siger Lars Liebst, som på de sidste ord samler sine arme, der ellers med en opgivende gestus var slået ud til begge sider.
Vi sidder på hans kontor ved Tivolis hovedindgang, for bestyrelsen bag superarenaen får ikke et eget lokale at holde møder i der.
