Lyt til artiklen
Det er en af den slags dokumentarer, man glæder sig til at fortælle om, fordi dens præmis er en helt utrolig historie. Og jeg var ikke engang færdig med at se den, før jeg indviede en kollega i den uhyggelige høje mand uden ansigt.
»Nå, Slenderman«, sagde hun med det samme. »Ham var min søn besat af for nogle år siden. Han og hans kusine talte ikke om andet«.
