Der eksisterer efter sigende en mental mur mellem København og Jylland på størrelse med den, Donald Trump har tænkt sig at opføre på grænsen til Mexico. Det er »et alvorligt problem«, siger historiker og samfundsforsker Michael Böss, der i den forløbne uge udtalte sig til TV 2 Nyhederne om ’Det delte Danmark’.
Som en del af en kampagne har Nyhederne fået lavet en Megafon-undersøgelse, der afslører store skel. Konklusionen på undersøgelsen er, at jyder og fynboer ikke mener, at københavnerne forstår deres hverdag. Det gælder 48 procent af nordjyderne. Sønderjyderne og midtjyderne er en smule mildere stemt – henholdsvis 29 og 31 procent oplever manglende forståelse fra københavneriet. Ud over opinionsundersøgelsen vil TV 2 også gerne høre fra seere, »der har eksempler på, hvordan kløften mellem øst og vest er blevet større«. Ikke mindre, forstås, for det ville ødelægge historien.








