0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Armslængdeprincippet taber terræn i uddelingen af kunststøtten

Uden en overordnet politisk vision for kulturområdet kommer de, der betaler, til at bestemme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Ditte Valente (arkiv)
Foto: Ditte Valente (arkiv)

'Nok styre, men ikke dirigere'. Sådan burde mantraet for kunststøtten være ifølge den tidligere kulturminister Julius Bomholt.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvordan kan staten støtte og sikre fri og lige adgang til kunst, kultur og oplysning uden direkte politisk styring? That is the question. I forrige uge holdt Folketingets Kulturudvalg en åben høring om armslængdeprincippet med en række indlæg fra eksperter, politikere og en enkelt kunstner. Det er hverken første eller sidste gang, diskussionen tages, men den er ved at tabe betydning.

Det var økonomen John Maynard Keynes himself, der tilbage i 1945 grundlagde armslængdeprincippet, som det demokratiske samfunds svar på totalitære regimers misbrug af kunsten. For Keynes var udgangspunktet, at kunst skal støttes økonomisk, fordi materiel vækst aldrig alene kan skabe et rigt samfund.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.