I sidste halvdel af 1800-tallet opstår kvindebevægelser over hele verden.
Det handler om forældremyndighed og ejendomsret, men først og fremmest om valgret. I Storbritannien bruger suffragettebevægelsen sultestrejke, sabotage og brandbomber i kampen for ret til at stemme. De sejrer i årene efter Første Verdenskrig.
Efter Anden Verdenskrig tager forkæmpere for kvinders rettigheder endnu en tur i ringen. Den nye bølge af radikale feminister vil ikke blot sikre kvinderne formelle rettigheder, de vil frigøre kvinderne.
Rødstrømpebevægelsen i USA og Europa mener ikke, at lighed for loven har givet dem lighed i livet, og begynder en kamp for fri seksualmoral, ret til abort og mod indirekte undertrykkelse. Perioden fra 1960 til 1990 er en feministisk guldalder. En stor del af den ligestillingslovgivning, der stadig gælder i dag, gennemføres i den periode. I 1990’erne rykker kvindekampen fra gaden og ind på verdens universiteter. De nye feministiske intellektuelle kritiserer den første og anden bølge af feminister for at skabe et snævert billede af femininitet med for stor vægt til hvide vestlige kvinders kamp.
