Der er gigantiske tømmermænd i luften, da Father John Misty en råkold og blytung grå københavnsk vintermorgen slæber sig ind i hotellets foyer med bare fødder i skoene og kulsorte solbriller svejset fast på ansigtet, hvor sidste års moderigtige fuldskæg er skrumpet til et overskæg.
I en af sangene på hans nye album, ’Pure Comedy’, beskriver han sig selv som en slags popmusikkens Muhammed Ali, der kan »danse som en sommerfugl og drikke som en fisk«.
Det blev lidt sent aftenen før, forklarer Josh Tillman, der er manden bag Father John Mistys solbriller og persona. Father John Misty, der blev alle hipsteres yndlingsguru og et alternativt sexsymbol takket være albummet ’I Love You, Honeybear’ og Mistys heftige sceneoptræden.
Men der er flere slags tømmermænd i luften. Der er de lokale, som Tillman er tynget af, og så de globale, som også gør tung i hovedet og rundt på gulvet.
