Alt, hvad mennesker bygger op, alt, hvad vi lægger vores flid og omtanke i, alt, hvad vi elsker, vores familie, vores børn, den orden, vi har søgt at forsvare, jævnes med jorden af krig.
Det budskab går igennem Gdansks nyåbnede Museum for Anden Verdenskrig.
37.000 udstillede billeder, genstande og menneskers jordiske efterladenskaber er her sandhedsvidner. Vi ser alt fra tonstunge kampvogne og et tysk jagerfly til henrettede polske officerers udgravede beskedne og billige manchetknapper.
Museet i Gdansk ligger smukt ud til vandet. Dets voldsomme arkitektur, skabt af tegnestuen Kwadrat i nabobyen Gdynia, hælder hårrejsende. Men hvis tårnet skulle falde, skyldes det ikke dets ingeniører, men Polens nationalkatolske regering. Det koncept, museet blev skabt over i 2008, er efter regeringens mening upolsk.
Polen udfordrer EU: Bland jer uden om vores demokratiKrigens tragedie er universel, og det er Gdansk-museets egentlig budskab, men regeringen mener, at et polsk museum skal koncentrere sig om den polske tragedie. Desuden mistænkes det nye museum for at være pacifistisk, og det anklages for at underspille polsk heltemod og betydning. Den sidste anklage kan ingen besøgende bekræfte.
Polen er rygraden i udstillingen, der er skabt af museets allerede fyrede direktør, historikeren Pawel Machiewicz, i samarbejde med et internationalt hold af kuratorer, alle blandt verdens førende kendere af krigen, af Polens historie og af museumspædagogik.
Men siden den nye regering kom til magten i 2015, har landets nationalistiske regering søgt at få Machiewicz væk, så udstillingen kan lægges radikalt om.
Kun takket være indgriben fra en appeldomstol i Warszawa lykkedes det Machiewicz at opleve sit museum åbne sine døre for publikum sidst i marts. Få dage senere, 5. april, blev han sammen med hele direktionen endeligt sat på porten som et led i regeringens omfattende ensretning af landets kulturliv.
Museumskataloget er væk
Museumskataloget findes på såvel polsk som engelsk, men det kan ikke købes på museet, heller ikke på Amazon. Det er væk. Kataloget er skabt som en billedgennemgang med små, men gribende ledsagetekster. Dermed er det et mere bestandigt vidne om museets idé end museet selv trods al dets beton og glas. Det kan omlægges eller lukkes. En bog findes altid et eller andet sted.
Den, der er så heldig at besøge museet inden, vil opleve små og store nedslag i krigens hverdag. Her vises brudstykker af en krig, der tog 60 millioner menneskeliv og ødelagde tilværelsen og fremtiden for endnu mange flere millioner. Det er en menneskeskabt katastrofe, der rækker helt frem til denne dags sønderskudte håb i Ruslands periferi og på Balkan.
Anden Verdenskrig var den første, der i betydelig skala – og ud over direkte militære mål – blev ført direkte og forsætligt af højt motiverede gerningsmænd i uniform mod civile, der udgjorde halvdelen af krigens ofre.
Hovedaktørerne savnede ikke villige hjælpere, hvor de kom frem. Museet i Gdansk er viet gerningsmændenes ofre og giver et samlet overblik over krigens håndværk og hærværk.
En af disse nidkære bødler var en ukendt tysk pilot. Hans indsats dokumenteres på et af den gigantiske udstillings første billeder og vil sent blive glemt. Fotografiet er taget af den amerikanske filmmand Julian Bryan, der opholdt sig i Polen, da Hitler rykkede ind i september 1939.
Vi ser tiårige Kazimiera Mika knæle i fortvivlelse foran sin storesøster Annas lig, der ligger, hvor hun faldt. Blodet klæber til pigens højre skulder.
Anna høstede sammen med andre kvinder kartofler på en mark, da en tysk Stuka-jager dykkede ned fra himlen og skød og dræbte hende og seks andre kvinder. Fordi de var polakker. Fordi tyske bønder skulle overtage deres kartoffelmarker og brede deres overlegne arveegenskaber ud over verden.
Museet renser billedet af krig for heroisme og våbentingeltangel. I en sal blander udstillerne drengedrømme og krigslegetøj med Stuka-bombeflyet og rigtige mordvåben. Et andet sted får vi en hel tysk godsvogn af dem, der bragte mennesker til deres henrettelse.
Nationalt og internationalt
Gdansks nyåbnede Museum for Anden Verdenskrig ligger ganske tæt ved det sted, hvor Adolf Hitlers soldater i 1939 fjernede grænsebommene til Polen og sammen med Sovjetunionen startede verdenskrigen på eget initiativ. Landet var udset til udslettelse. Her lagde Hitler sine tilintetgørelseslejre: Kulmhof, Belzek, Sobibor, Treblinka, Auschwitz.
Men museet glemmer aldrig sin brede internationale synsvinkel. Selv Danmark, ja, selv Politiken er velvalgt repræsenteret. Dannebrog ses på flere hverveplakater for SS. Politiken er lykkeligvis havnet i den afdeling, der er viet modstandskampen.
Jeg fandt en lille montre med fem sortsværtede nøgler til jødiske hjem i den polske by Jedwabne. Dem har ingen pillet ud endnu, skønt de er kontroversielle. Den polsk-amerikanske historiker Jan T. Gross blev i 2015 stævnet for at have »nedværdiget det polske folk og den polske republik« bl.a. ved at omtale massakren i Jedwabne i en af sine bøger.
Efter Hitlers overfald på Sovjetunionen brændte Jedwabnes gode kristne, for øjnene af de passive tyske soldater, deres jødiske bysbørn levende i en lade i juli 1941. I 2001 gravede man nogle af de mindst 340 lig op og fandt de tærede gadenøgler, der nu er udstillet. Jøderne havde taget dem med sig i den tro, at de ville overleve pogromen.
Mennesker af jødisk tro er en naturlig del af udstillingen, så sandt som Europas myrdede jøder fortrinsvis var russere eller polakker. De var brændemærket, fordi de ikke bare var polakker og russere men jøder, der endte i det jordiske infernos yderste kreds. De myrdede jøder mindes i et sindsoprivende dunkelt rum, hvor sort-hvide portrætter på glas af omkring 500 ofre er sat i lodrette rammer fra gulv til loft som glimt af liv.
Totalt forbud mod abort vækker vrede i PolenMuseet glemmer ikke de andre ofre. Det glemmer ikke tyskernes forsætlige mord på mindst tre millioner sovjetiske krigsfanger og den ene million mennesker, der sultede ihjel i det omringede Leningrad (i dag Sankt Petersborg). Museet glemmer intet, og det er just dets problem i dag, da regeringen kun vanskeligt tåler omtale af ofre fra det land, der var dets besættelsesmagt helt frem til 1989, nemlig Sovjetunionen.
Heller ikke de fordrevne er glemt. Eller slavearbejderne. Eller de tvangsprostituerede. Eller de ’medicinske’ eksperimenter. Eller de udsultede i Europa.
Polen udgør ledetråden i samlingen. To hele, og flere etager høje, udstillingssale, viser naturtro den samme gade i Warszawa før krigen og efter opstanden i september 1944, da tyskerne lagde byen i ruiner, inden de veg for den sovjetiske overmagt. Russerne ventede med at rykke ind, til tyskerne havde renset den for modstandsfolk og patrioter.
Et særligt genialt afsnit af udstillingen er for børn. Her viser man en stue, som den så ved krigsudbruddet, under den nådesløse tyske besættelse og efter russernes indmarch. I tre enkle stadier ser vi krig forvandle civilisation til ruin.
Den, der vil opleve et krigsmuseum for det 21. århundrede, et, der understreger, at EU’s grundtanke er ’Aldrig mere krig’, skal vide, at tiden er knap. Museets dage er talte.
Måske ser vi dette univers af menneskelige lidelser og diktatorers afsind for sidste gang. Det er skæbnesvangert at afskære os fra den erfaring. Et overgreb på Gdansks museum berøver os et blik ned i afgrunden og bringer os et skridt nærmere de krige, der måtte vente på os.
fortsæt med at læse
