Det er på en måde ikke et øjeblik for tidligt, hvis spotlampen nu begynder at skinne med sådan lidt ekstra styrke på Claes Bang. Den danske skuespiller, der har hovedrollen i ’The Square’, svenske Ruben Östlunds film i hovedkonkurrencen i Cannes, er netop fyldt 50, og han har aldrig rigtig fundet ind i hjertet af karrierecentrifugen. Før nu?
I hvert fald: Dagen efter at årets priser, for bl.a. bedste film og bedste skuespiller, uddeles i Cannes i år, formodes han at stå på en scene i Edinburgh og spille en engelsk versionering af det onemanshow over Jan Guillous ’Ondskaben’, som han har optrådt med 300 gange siden 2002. Så hvis han ligesom formodes at blive i Cannes for måske at gå en særlig ærestur op ad den røbe løber på den dag, priserne skal uddeles, kan det blive svært med trafiklogistikken ...
Det er ikke der, vi er nu. Bang er nysgerrig som en halvvoksen knægt på alt, hvad Cannes har at tilbyde. Han bliver der næsten samfulde to uger, mødes med agentur, presse og kolleger. Networker. Det er ikke svært at se Claes Bang for sig networke, høj, velklædt og med eftertryk.
Uanset om ’The Square’ får priser i Cannes eller ej – med Östlunds internationale status efter ’Force majeure’ i 2014 in mente er det overvejende sandsynligt – er Claes Bang rykket et nyt sted hen.
