Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
I salen Raffinaderiet på Roskilde Museum hænger et tre meter langt fotografi. ’Roskilde Portræt 2016’ hedder det. 23 mennesker er samlet under et billede af byens berømte forfatter, Matadors mor, Lise Nørgaard. Roskildes spidser anno 2016.
Midt i portrættet sidder borgmester og socialdemokrat Joy Mogensen iført sin borgmesterkæde. Skråt bag hende har den gråsprængte museumsdirektør Frank Birkebæk en knogle i den ene hånd og blikket rettet opmærksomt mod noget ude i horisonten.
På samme museum, blot en etage over, sidder de to samme personer i et mødelokale til interview med Politiken.
Borgmester Joy Mogensen siger: »Nej, nej, nej, prøv at lade være med at gå i forsvarsposition«.
