Marina Abramovic er trådt ud af vognen sammen med sine to mandlige medarbejdere. Det sorte hår er samlet i en hestehale i nakken, hendes lange frakke bevæger sig afslappet hen over brostenene – hun er både elegant og let duknakket, som kun en bjørn ellers kan være det. Så haster en mand og en kvinde ud fra Diamanten og hilser på de nyankomne. Alle er i sort og kindkysser, ligner noget fra mafiaen.
Halvvejs fremme ved indgangen stopper Marina Abramovic op sammen med en af mændene. Hun vender sig mod ham og verfer noget snavs af hans skulder. Moderligt og magtfuldt. Manden har arbejdet tæt sammen med Marina Abramovic flere gange. Han er udstillingens designer, men som han selv har sagt, da han præsenterede sig tidligere på formiddagen, er det i sidste ende altid hende, der bestemmer. Han er svensker og hedder Jacob Oredsson.
20. juni åbner Marina Abramovic en soloudstilling her i Den Sorte Diamant, og medarbejderne på Det Kgl. Bibliotek har aldrig oplevet, at billetterne til et arrangement blev solgt så hurtigt som dem til åbningen. 300 røg på under to minutter, da de blev sat til salg i tirsdags.
De 600 billetter til hendes optræden på International Forfatterscene blev solgt samme dag, og det samme gjorde stort set alle billetter til udstillingens første to uger. Næsten samtidig med udstillingen her fylder kunstmuseet Louisiana salene med en stor, retrospektiv udstilling med Abramovic.
