I 2010 valgte den canadiske storby Toronto Rob Ford som ny borgmester. Den kontroversielle politiker faldt senere fra tinderne over en skandalesag om stoffer, men i 2010 sparkede han døren til rådhuset ind ved hjælp af løfter om at skære vægtafgifter, stoppe planlagte investeringer i bymidtens metrosystem og sløjfe cykelstier, så der var mere plads til biltrafik.
Den amerikanske professor i økonomi og urbane studier, Richard Florida, var i chok. Den progressive bys indbyggere, særligt lavtbetalte immigrantgrupper fra Caribien, Indien og Kina, havde valgt »den mest anti-urbane borgmester«, han »nogensinde havde oplevet«.
Det var et årti efter, at han havde skrevet sin bestseller ’Den kreative klasse’, en bog, der hurtigt blev ophøjet til vækstbibel af politikere, rådgivere og byplanlæggere verden over. Heri beskrev Richard Florida, hvordan storbyer som Toronto, London og San Francisco burde styrke udbredelsen af de tre T’er: Tolerance, Talent og Teknologi. På den måde ville de nemlig tiltrække den nye, magtfulde kreative klasse af flippere, bøsser, kunstnere og softwarenørder, der skaber vækst og udvikling, der hvor de slår sig ned.
Florida havde set rigtigt i spåkuglen. Snart strømmede de talentfulde og ressourcestærke mod byerne – og udviklingen gik stærkere, end Richard Florida havde kunnet forestillet sig selv i sine vildeste fantasier.
