I forbindelse med research til min næste roman har jeg læst en del bøger om incest, herunder en mængde beretninger af incestofre. Det siger sig selv, at det er ubehagelig læsning, for én ting er de konkrete fysiske overgreb, noget andet er, hvordan de lægger psyken øde.
Noget, der går igennem alle ofrenes beretninger, er spørgsmålet: Hvorfor sagde jeg ikke fra? Hvorfor fandt jeg mig i det? Svarene er næsten altid de samme.








