Ukendte aktivister har malet Den Lille Havfrue rød, og kunstneren Katharina Grosse har til ARoS’ kunstudstilling ’The Garden’, der åbner på fredag, malet et stykke af Mindeparken i Aarhus rødt og hvidt. Hver for sig har de gjort noget, man bare ikke gør.
De har malet uden for stregerne.
Maling er ellers alle vegne på vægge, lofter og lærreder. Vi lever hver dag i et miljø af maling. Vi bemærker det måske først, når den skaller af og mangler på stakittet, vinduesrammerne og sommerhuset – det er i hvert fald tre af de malingsprojekter, der står opført til evindelig udskydelse på de manges opgaveliste – men når maling ikke mangler og pludselig optræder på steder, hvor den ikke burde, bliver den en skandale, der vækker langt stærkere følelser, end den dårlige samvittighed avler over fraværet af maling, hvor den burde have været.
Der er steder, hvor man bør male. Og så er der steder, hvor man absolut ikke gør.
