1 Bagholdsangrebets festival
Når man tilfældigvis træder ind i et telt med gutturale munkekor, som man ikke troede var noget, man gad lytte til. Når rockpapa pludselig får ørerne op for elektroniske beats, fordi han er blevet tvunget til midnats-rave af sin nye kæreste. Når indiehviskerne i The xx pludselig brøler op fra Orange. Eller når vi tror, vi skal være kritiske tilskuere til Erasure, men ender med at føle lyset og letheden boble i kroppen. Roskilde Festival er et sted, hvor man bliver glad i låget over at blive overrasket.
2 Tungt bevæbnet ring om friheden
For første gang nogensinde blev vi mødt af tungt bevæbnet politi, hver gang vi skulle ind på festivalpladsen. Vagten ind til tumlepladsen for frihedens hyl og ustyrlig hedonisme bærer maskinpistol. Noget i verden er gået i stykker.







