For Claus Clausen er bøger en lidenskab. Altså old school bøger. Ikke det der nymodens digitalisering.
Han er en mand, der sværger til papir. Sådan var det, da han og Suzanne Giese i 1973 udsendte de første bøger på forlaget Tiderne Skifter, og sådan var det, da han for halvandet år siden solgte sit livsværk til Gyldendal.
Derfor er det også paradoksalt, at den snart 74-årige forlægger de seneste dage er blevet kendt som en mand med uorden i papirerne. Han siger selv, at han har sjusket med afregningerne af royalties til (især) sine udenlandske forfattere.
Gyldendal har talt om ulovligheder. Forlaget mener, forfattere er blevet snydt for flere millioner kroner over 15 år. De har stævnet Claus Clausen, og de vil have købesummen for forlaget tilbage.
Samtidig har Gyldendal fyret de tre ansatte på Tiderne Skifter.
Der er ikke råd til at fortsætte som selvstændigt forlag med egne ansatte, lyder det. Udgivelserne skal fremover sortere under Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis.
Men hvor langt holder argumenterne?
Claus Clausen medgiver, at der nok er blevet sjusket. Gyldendal mener, det er mere end det, når eksempelvis udenlandske forfattere ikke har fået betaling for bogklubudgaver eller lydbogsrettigheder. Uregelmæssighederne er angiveligt kun kommet frem, fordi Gyldendal som ny ejer er begyndt at afregne. Forbløffede forfattere har fået penge for udgaver, de ikke havde nogen anelse om.
En systemfejl har Claus Clausen kaldt det. Ja, men hvilket system? For en af branchens mest erfarne kan det ikke komme som en overraskelse, at forfattere skal have penge for de udgaver af deres bøger, forlaget udsender. Morten Visby, formand for Dansk Forfatterforening, har da også i en kommentar sagt, at hele forholdet mellem forfatter og forlag jo bygger på tillid til, at forfatteren får, hvad han eller hun har krav på.
I pressen har Claus Clausen afvist, at der er foretaget ulovligheder, ligesom han har afvist, at han på nogen måde har forsøgt at berige sig selv. Men hvis ikke forlæggeren fik noget ud af ikke at betale sine udenlandske forfattere, hvem gjorde så? Claus Clausen var Tiderne Skifter frem til 1. februar 2016.
Måske overdriver Gyldendal. Det må vise sig i retten. Ifølge Clausen er det højst 100.000 kr., der ikke er blevet udbetalt. Altså om året. I næsten 15 år. Mange penge, trods alt.
Efter salg af livsværk: Gyldendal stævner den tidligere ejer af forlaget Tiderne Skifter for millionerSelvfølgelig er der blevet glippet med øjnene i forfatterverdenen. Hvad? Ingen havde set denne sag komme fra et forlag, der voksede op i omegnen af VS. Der har været kommentarer om, at Tiderne Skifter jo også var et idealistisk forlag, der udgav mange gode bøger. Hans Jørgen Nielsens ’Fodboldenglen’. ’Kvinde kend din krop’. Og bøger af Pia Juul, Richard Ford og Jonathan Safran Foer. Gode navne. Helt sikkert. Men tænk nu, hvis det var Gyldendal eller Lindhardt og Ringhof, der ikke havde betalt de udenlandske forfattere, hvad de havde krav på. I årevis. Enhver kan forestille sig reaktionerne.
Men hvad med Gyldendal?
Forlaget siger, de nu tager en økonomisk lussing. Forfatterne skal have, hvad de har krav på. Men hvad med Tiderne Skifter? Alle er fyret. Er det ikke længere et forlag med interessante forfatterskaber?
Det er ikke første gang, Gyldendal taber på en investering. Et muligt tab på 6 millioner kroner på Tiderne Skifter har været nævnt. For godt 10 år siden købte Gyldendal sig ind i selskabet Krea. Man investerede i et leg-og-lær-system. Det skulle være en investering i fremtiden. Det viste sig at være en investering i et system, der var på vej ud. I Krea var tabet over ti gange så stort. Topledelsen i Gyldendal overlevede.
Nogle vil sikkert antyde, at Gyldendal benytter anledningen til med et snuptag at opsluge Tiderne Skifter lidt hurtigere, end det ellers var planlagt. Det får vi aldrig svaret på, men man kan se på, hvordan det tidligere er gået, når større og mindre forlag er blevet en del af familien.
Gennem årene har Gyldendal opkøbt en række datterforlag. Samleren, Fremad, Forum og siden Rosinante og Cicero, hvis vi holder os til voksenbøgerne.
De blev først samlet i GB-forlagene. I dag hedder det hele Rosinante & Co. Fremad eksisterer ikke mere, og Forum er væk. Alt foregår på én adresse i det indre København. Her var også Tiderne Skifter i en periode en del af Gyldendal-familien. Mere af nød end af lyst. Claus Clausen var i 1988 nødt til at søge i læ hos Gyldendal, men i 2002 ville han stå på egne ben igen. Han ville ikke, som han sagde her i avisen, bare være en afdeling eller et par kontorer nede ad gangen. For så kunne man jo blive nedlagt.
Storebror og lillebror
Nu sker det alligevel. Tiderne Skifter bliver sluset ind i Gyldendal. Ikke i Rosinante & Co, men i hovedforlaget.
For omverdenen bliver det svært at se, hvad der i længden bliver tilbage af den liste, Claus Clausen har imponeret alle med. Perlerne skal nok overleve grovsorteringen, men resten er i risiko for at blive siet langsomt fra. Koncerndirektør Elisabeth Nøjgaard har allerede meldt ud, at Gyldendal fremover har ’beherskede ambitioner’ for Tiderne Skifter.
Det er andre toner, end da koncernen udsendte en officiel meddelelse om overtagelsen af forlaget i januar 2016. Dengang sagde adm. direktør Stig Andersen:
»Jeg er glad for, at Claus Clausen vil betro sit livsværk til Gyldendal. Jeg har altid været imponeret over Tiderne Skifters flotte udgivelsesliste, men lige så meget over, at det er lykkedes Claus at få økonomien til at hænge sammen igennem årene. Det kræver den professionalisme, som netop kendetegner denne både utradtionelle og helt klassiske forlægger«.
Medmindre der bliver indgået forlig i sagen, mødes bogbranchens storebror og lillebror næste gang i retten.
Foreløbig er der ikke udsigt til en fredelig udgang på sagen.
Claus Clausen har udtalt, at han gerne vil se dokumentation for de manglende betalinger, titel for titel. Gyldendal siger, de har tyve ringbind som dokumentation.
Det store spørgsmål er, om det vil gavne den generelle tillid mellem danske forlag og forfattere at få lagt papirerne frem, så alle kan se, hvorfor forfatterne ikke har fået de penge, de havde krav på. Og hvem der fik dem i stedet for.
fortsæt med at læse
