»Sorrig og glæde de vandre til hobe«, hedder det hos Thomas Kingo, og livet er fuldt af sorg.

Inden for psykoanalysen taler man om, at al udvikling er forbundet med sorg. Når vi forlader en livsfase, kan vi ikke undgå at kaste et sorgfuldt blik tilbage på det, vi nu forlader (barndommens uskyld, ungdommens letsind). Vi kan ikke undgå løbende at sørge over at miste venner, førlighed og illusioner. Og ud over den sorg, der hører livet til, er der sorgen over at miste. Det er altid en sorg, uanset hvem der dør, om det er éns gamle, syge forældre eller fjerne familierelationer.