Bedst som jeg har fremtvunget den første nogenlunde sammenhængende sætning, afbryder han mig.
»Jeg bliver lige nødt til at fjerne det her billede af The Cure. Hvad var spørgsmålet igen«, spørger han venligt, mens han fjerner et gammelt fotografi, der hænger på væggen.
Nu er jeg for alvor hylet ud af den. Foran mig sidder Win Butler. Forsanger i et af verdens største indierockbands. Manden bag stemmen, der har været en stor del af soundtracket til mit ungdomsliv.
Bandets debutalbum, ’Funeral’ fra 2004, ramte på en eller anden måde noget i mit forvirrede og søgende teenagehoved. Hver søndag aften sad jeg på mit værelse og drømte mig væk, mens jeg lyttede til deres numre på ’Det elektriske barometer’ på P3. Jeg var overbevist om, at linjerne i sangen ’Neighborhood #2 (Laika)’ var rettet direkte mod mig.
