0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
DK Foto
Foto: DK Foto

Vi var en mangfoldig gruppe af forskellige etniciteter i min gymnasieklasse. Jeg selv (midterste række, nummer to fra højre) og Alaa (nederste række midtfor) var de eneste to med arabiske rødder i klassen. Måske var det derfor, nogle af vores klassekammerater forvekslede vores navne i starten af 1. g.

Jeg bliver aldrig rigtig dansk – og aldrig rigtig arabisk. Men betyder det, at jeg er ingenting?

»Da jeg var barn, svarede jeg det samme som mine arabiske forældre, når danskerne spurgte, hvor jeg kom fra. Så blev jeg ældre, og svaret ændrede sig til »Danmark«. Provokeret over, at det svar aldrig var fyldestgørende, nægtede jeg at gå i detaljer med mine arabiske rødder. Nu er jeg 25 år og er endelig ved at acceptere, at svaret godt må være indviklet. Det er ikke det samme som fremmed«. Journalist Layal Freije skriver her et essay om sin identitetskrise ved at være være opdraget i to kulturer.

FOR ABONNENTER

Jeg stirrer på det alt for hvide Word-dokument. Kigger ned på tastaturet. Skriver en sætning. Sletter. Skriver. Sletter.

Hvor mange timer er der gået? Mange.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden