Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Forestillingen kulminerer ved, at datteren i familien går amok. Mens hun i sin voksne skikkelse dundrer løs på slagtøjet, kaster hun som lille pige om sig med havregryn.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Forestillingen kulminerer ved, at datteren i familien går amok. Mens hun i sin voksne skikkelse dundrer løs på slagtøjet, kaster hun som lille pige om sig med havregryn.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Voldsom opera om det, vi ikke kan tale om

Komponisten Louise Alenius er optaget af musikken som det, der kan føre os derhen, hvor ordene ikke kan. Hendes nye opera ’Silent Zone’ om incestofre er et stramt struktureret mareridt.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det første, jeg tænkte på, var en stillezone. Altså en afdeling i et tog, hvor samtale ikke er tilladt, og hvor man derfor kan koncentrere sig om at læse, arbejde eller bare sidde og hvile sig og være lidt i fred, mens man lader sig fragte fra en by til en anden. Men i Louise Alenius’ verden handler begrebet stillezone om noget andet og mere alvorligt.

Under titlen ’Silent Zone’ har den danske komponist arbejdet med musik for døende og endda selv opført musikken for terminale patienter bare få timer, inden de udåndede. Nu præsenterer hun en hel opera med titlen ’Silent Zone’, og som publikum til forestillingen bliver man helt automatisk stille.

For denne gang handler det ikke om at dø. Det handler om det, der for nogle kan være vanskeligere. Nemlig om at skulle leve med svigt og overgreb i form af incest.

På en nedlagt transformerstation på det ydre Østerbro i København, hvor Alenius’ opera spiller under hele Copenhagen Opera Festival, lister man tyst langs rummets rå mure, mens sangere, skuespillere og musikere færdes inde mellem scenografiens hvide vægge.

Ydervæggene i huset er fjernet, så vi kan se direkte ind i en dysfunktionel families hverdag, hvor voksne og børn ikke har det godt, og hvor havregrynene ved morgenbordet vokser i munden, til den mælkede vælling bobler over mellem de tavse læber. Hvor drengen brækker sig, og hvor faderen voldtager ham i soveværelset.

Der er køjesenge til børnene, og det nytter ikke for den lille pige at kalde på far. For far er allerede inde i værelset, og det, han foretager sig med pigen, er unævneligt og ødelæggende for pigens liv.

Louise alenius har tilsyneladende et projekt, der handler om at lade tonerne bringe os derhen, hvor ordene ikke kan. Med en minimalistisk musik af fragmenter og melodier i mol får vi ved hjælp af fire strygere, klaver og slagtøj samt en række tavse skikkelser, som viser os familiens medlemmer både som børn og voksne på samme tid, i langsom gengivelse indblik i det forfærdelige.

Et køleskab, et spejl, en støvsuger ... overfladisk set er vi vidner til en banal hverdag. Men en voldsom drone af katastrofe klinger neden under den, og det gør ondt at se den lille pige med hulahopring og voksenmakeup. Musikken er enkel. I grunden uden modstand. Men den går i stykker, stivner, og mens man bevæger sig rundt om det, man kunne kalde en operainstallation med seks rum, eksploderer en kontrabastone pludselig.

Morten Grove Frandsen lader sin falset svulme af smerte. Kontratenoren har nok at se til med incestuøst farvede uropførelser i år, mens priserne regner ned over ham. Det seneste legat i rækken får han ved en koncert i Tivoli på søndag. For bare et par måneder siden sang han den klovnesminkede Sukkerfar i Lasse Schwanenflügel Piaseckis opera ’Falling Awake’ på Folketeatret, hvor han var den svigtende voksne. Her er han barnet, mens den rutinerede Sten Byriel endnu en gang har påtaget sig en grænseoverskridende rolle, som faren og forbryderen. Det må koste kræfter, men han gennemfører det, mens Gitta-Maria Sjöberg som moren går forstenet rundt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’silent zone’ er et stykke stramt struktureret operateater. På en måde en tavs forestilling, trods ordene, om noget af det forfærdeligste, man kan forestille sig. Det er rigtigt set af den ellers så folkelige og underholdende Copenhagen Opera Festival at fortsætte linjen med ny musikdramatik oven på Efterklangs og Karsten Fundals stemningsmalende ’Leaves’, der forrige år udspillede sig i de underjordiske gange under Københavns tidligere kommunehospital. Ved siden af alt det farverige og flotte må der godt være noget, der gør ondt.

Hvad sangerne synger, er ikke let at høre. Men brudstykker af den engelsksprogede libretto står som maveknugende graffiti rundt omkring på den hvide scenografi, og det er nok.

Hvordan spillet mellem erindring og fortrængning, overlevelsesstrategier, anklager og selvransagelse præcist forløber, er det heller ikke let at gennemskue, mens det 70 minutter lange mareridt udspiller sig. Vil man vide, hvordan Alenius forestiller sig dét, kan man læse om det i en forklarende folder, man får stukket i hånden på vej ud. Væk fra det, man ikke kan holde ud at tale om, men som Alenius med sin stivnende, fragmenterede musik tilbyder en anden måde at komme tæt på.

Sjovt er det ikke. Men som kunstværk fungerer det fremragende.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden