Det første, jeg tænkte på, var en stillezone. Altså en afdeling i et tog, hvor samtale ikke er tilladt, og hvor man derfor kan koncentrere sig om at læse, arbejde eller bare sidde og hvile sig og være lidt i fred, mens man lader sig fragte fra en by til en anden. Men i Louise Alenius’ verden handler begrebet stillezone om noget andet og mere alvorligt.

Under titlen ’Silent Zone’ har den danske komponist arbejdet med musik for døende og endda selv opført musikken for terminale patienter bare få timer, inden de udåndede. Nu præsenterer hun en hel opera med titlen ’Silent Zone’, og som publikum til forestillingen bliver man helt automatisk stille.