To tenorer. Den ene samlet op fra rendestenen hjemme i Danmark. Den anden lige fløjet ind fra det store udland med blomster, laurbærkrans og masser af kram og tillykker efter i weekenden at have vundet en af verdens vigtigste konkurrencer for unge operasangere, Placidó Domingos prestigefyldte Operalia.
På Copenhagen Operafestival kan man med bare få timers mellemrum opleve hele den spændvidde, der gør festivalen særlig, og som – når operafestivalen næste år fylder ti år – gør, at folkene bag den med al mulig rimelighed kan klappe hinanden på skuldrene og sige: »Det er sgu' godt gået!«.
For på mindre end ti år har Copenhagen Opera Festival vokset sig smuk og stor. Så stor, at omkring 25.000 mennesker sidste år oplevede opera under Copenhagen Opera Festival. Inde og ude, for entré eller gratis på gader, stræder og pladser. Ja, sågar på vandet, hvor den populære operettebåd sejler rundt i Københavns kanalsystem.
Nå, men tilbage til de to tenorer. O.k., det med rendestenen er måske en lille journalistisk stramning. Men det er ikke langt fra sandheden.
