Vi kan historien i søvne: Peter von Scholten frigav slaverne i Dansk Vestindien og hurra, han er en af vor egne, en rigtig guttermand. Historien om kolonitiden har her til lands nærmest været identisk med den danske generalguvernørs bedrifter, og det var ham, der havde helterollen i det svære kapitel af vores nationalfortælling.
Men når Nationalmuseet 13. oktober slår dørene op til udstillingen ’Stemmer fra kolonierne’, må man lede forgæves efter von Scholten.
»I Vestindien har man en anden udlægning af historien. Derovre lærer man, at de slavegjorte folk selv tog deres frihed under oprøret i 1848 under ledelse af Moses Gottlieb (også kaldet general Buddhoe, red.), mens Peter von Scholten gjorde, hvad han var nødt til«, siger seniorforsker og museumsinspektør Mille Gabriel.
Hun er ved at færdiggøre arbejdet med den nye udstilling, som kommer til at favne de fire tidligere danske kolonier i Vestindien, Indien, Vestafrika og Grønland. Den giver stemme til 34 mennesker, som alle fik en skæbne, der var flettet ind i den danske kolonihistorie. Dermed får gæsterne autentiske vidnesbyrd om livet for eksempelvis slavehandleren, sælfangeren, markslaven, oprøreren og det congolesiske barn.
