Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Naja Marie Aidt signerer bøger ved årets Litteraturfestival på Louisiana.
Foto: Finn Frandsen

Naja Marie Aidt signerer bøger ved årets Litteraturfestival på Louisiana.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politik er noget, litteraturen gør

Jo, det vrimlede med stemmer på Louisiana Literature. Også de sjældent hørte.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I sidste uge skrev Alexander Vesterlund om, hvordan litteraturens stemmer blev et tema for ham på årets Louisiana Literature. Jeg oplevede det samme – men på en anden måde. Vesterlund beskrev tre måder at opleve litteraturens stemmer på: som den stemme, der læser op og ikke er forfatterens egen, men f.eks. skuespillerens, som den indre stemme, du ’hører’, når du læser (og med Siri Hustvedts ord må opgive din egen indre stemme for at høre) og som forfatternes egne stemmer.

Men der var en fjerde måde, litteraturens stemmer var et tema på festivalen. Det var en måde, der i udgangspunktet ikke handlede så meget om de stemmer, der kunne opleves, som dem, der normalt ikke kan. Stemmer, som ikke nødvendigvis er forfatternes ’egne’, men også er de andre stemmer, som de lader tage ophold i deres egen stemme.

Jeg taler her om litteraturen som en måde at give stemme til dem, der ellers er tavse eller ikke kan høres, og som lyder underlige, når de kan. Det kan være kvinden, som det er hos Chris Kraus, når hun i sin roman ‘I Love Dick’ vender den traditionelle begærsretning og taleretning ved at lade ordene strømme fra sig, om lige dele følelser og kunsthistorie, ’stort’ og ’småt’, i brevene til den navnkundige Dick. Det kan være den lesbiske og de hjemløse, hun passerer på gaden, som hos digteren Eileen Myles. Og det kan være den unge homoseksuelle mand fra underklassen og hans nordafrikanske voldtægtsmand som i Édouard Louis’ roman ‘Voldens historie’. Det kan være dokumentarisk som i Svetlana Aleksijevitjs interviewbøger om kvinderne i Sovjet og spekulativt som i Christina Hesselholdts kunstnerbiografi om den oversete gadefotograf Vivian Maier.

Alle er de lige så meget optaget af en form for historieskrivning som af traditionel historiefortælling. Svetlana Aleksijevitj er måske den mest radikale, den, der klarest forlader fiktionen. Men også Édouard Louis, der skriver romaner, insisterer på, at der ikke er ét ord, der er fiktion i hans bøger. Han vil ikke bare fortælle sin historie om vold, han forsøger at skrive selve voldens historie, hvori både han og hans voldtægtsmand er udsat for vold.

Nogen vil beskylde denne litteratur for at bedrive identitetspolitik. Man kan også bare, med den franske filosof Jacques Rancière, kalde det litteraturens politik. Når Rancière taler om litteraturens politik, taler han ikke om forfatternes politik, dvs. ikke om holdninger, som findes i litteraturen, men om politik som noget, litteraturen gør, uanset forfatternes politiske overbevisning. For Rancière er det, man egentlig bør kalde politik, ikke den viljesudøvelse og interessevaretagelse, vi i det daglige kalder politik, men derimod selve den sanselige grænsedragning, der bestemmer, hvem der overhovedet har en stemme, der kan høres, og dermed er del af det politiske fællesskab.

Det er også det, det handler om, når Myles, Kraus og Louis skriver deres såkaldt personlige historier som kvinder, homoseksuelle osv. og alligevel insisterer på, at de netop ikke er interesseret i det personlige, men i det universelle og fælles. De historier, som nogen ivrigt kalder personlige (eller uprofessionelle), er de stemmer, de vil udgrænse fra det fælles og politiske, og det er den politik, som litteraturen også selv tager del i, når den lader sine stemmer lyde.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden