En muldvarp. Blind, sort, silkeblød og på evig vandring i mørket.
Sådan ser sorg ud for forfatteren og samfundsdebattøren Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Et dyr, der skubber rundt med tung jord og graver lange gange frem mod nye mørker, og menneskeheden oppe på jorden følger efter i et blindt løb fra den ene grusomhed til den næste, fra krig til folkedrab, igen, igen og så en gang til, som om al historisk hukommelse var udraderet.
’Sorgens grundstof’ hedder forfatterens nye roman, som udkommer på onsdag. Og hvor Anne Lise Marstrand-Jørgensens gennembrudsromaner om Hildegard af Bingen foregik i 1100-tallet er hun denne gang rykket tættere på nutiden med sin fortælling om 200 års europæisk historie, og hvad der hører med af sorg, undertrykkelse, jødeforfølgelser, flygtningestrømme og mennesker, der aldrig synes at blive klogere.
Til lejligheden opfinder hun et ’sorgens grundstof’, luctugen, som fremkalder mørk længsel og tung sorg hos den, der kommer i nærheden af det. Men som også gør, vi som mennesker både kan sørge over egne tab – og føle sorg på andres vegne.
