0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kunstens helende kraft: Den danske komponist Niels Eje sælger sin musik på apoteket, ikke i pladebutikkerne

Komponisten Niels Eje har i 20 år arbejdet med musik, der kan være med til at gøre patienter mindre syge. Forskning viser, at musik i nogle tilfælde kan være med til at nedsætte medicinforbruget hos patienter, kan bringe kroppens stressniveau ned og lette opvågningen efter operationer. Løsningen er en rolig rytme, der svarer til hjertet, naturlige lyde og masser af harmoni.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Henriette Dæhli
Foto: Henriette Dæhli

Niels Eje bor lige ned til skoven, hvor han går ture hver dag. »Naturen er min maestro«, siger komponisten, der i snart 20 år har lavet musik, der kan være med til at gøre syge mennesker mere raske.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Intensivafsnit 4131 på Rigshospitalet i København er, som navnet antyder, et sted for alvorligt syge patienter.

Men ud over det var det i mange år også arbejdsplads og hjertebarn for professor og overlæge Lars Heslet. Han var kunstinteresseret og troede på kunstens positive virkning på syge patienter. På afdelingen gik de hvide kitler rundt på et bagtæppe af farver og former. Inspiration for øjnene og sindet.

Med fantasien kan man skabe et andet univers end det, man er i. Og et livsbekræftende univers

Men når patienterne lukkede øjnene på stuen, hørte de stadig bippen, summen, susen, skratten. Den uvenskabelige lyd af medicinsk bedring.

Det var i midten af 90’erne.

Et andet sted på Sjælland havde komponisten og oboisten Niels Eje stor succes med albummet ’Trio Rococo plays Beatles’. Ganske som titlen antyder, kunne man på pladen høre udgaver af blandt andet ’Eleanor Rigby’, ’Blackbird’, ’Yesterday’ og ’Norwegian Wood’ omarrangeret til harpe, obo og cello.

En plade, der til dato er den bedst sælgende danske udgivelse inden for klassisk musik, og en plade, der ganske utilsigtet blev en succes blandt behandlere, fra massører til medicinere, på grund af de rolige skæringer.

Niels Eje fik at vide, at indspilningen blev brugt til fødselsforberedelse, og han fik at vide, at det var populært blandt angste som et middel til at falde ned.

»Der var noget ved den klang, vi havde, der kunne et eller andet. Det satte mig i gang«, siger Niels Eje.

Han sidder ved spisebordet i Virum. Uden for vinduet rusker det i Geelsskov, hvor komponisten går tur hver dag, og som han betegner som sin »maestro«.

Trio Rococo-pladen blev begyndelsen på Niels Ejes seneste 20 års liv som komponist.

Her kommer Intensivafsnittet på Rigshospitalet ind. For Niels Eje kendte Lars Heslet, og sammen fik de et forskningslegat fra Egmontfonden til at undersøge musikkens gavnlige virkning på afdelingen. Ideen var at kombinere Niels Ejes evner som komponist med resultaterne fra de videnskabelige undersøgelser, som musikken blev brugt i. Forskningsprojektet blev siden udvidet til de fleste store hospitaler i Danmark under titlen Musica Humana. Her har Niels Ejes specialkomponerede musikserie ’MusiCure’ været omdrejningspunktet for forskning i lydlandskabers positive medicinske effekt på patienter.

Niels Eje finder et billede af en operationsstue frem på sin computer.

»Det ligner jo lidt et maskinrum«, siger han. Og et maskinrum er et stressende sted for kroppen at befinde sig. Tanken med MusiCure er at give ørerne »sansestimulerende« oplevelser. I modsætning til øjnene er de ikke sådan lige til at lukke, når der sker noget ubehageligt. I stedet kan man gøre maskinrummet til en skov, et hav, en tropeø, et eventyr af en art ved at ændre lydlandskabet.

Det kendetegnende for musikken, Niels Eje komponerer, er, at den er rolig og naturlig. Når han med sin kone, cellisten og den anden halvdel af virksomheden MusiCure, Inge Mulvad Eje, rejser rundt i verden, er det altid med optageudstyr. Hjemme lægger han de forskellige optagelser af fugle, bølger eller trækroners rislen ind i sin computer og bruger dem i musikken.

Henriette Dæhli
Foto: Henriette Dæhli

Enkelte læger, sygeplejersker og afdelinger har taget Niels Ejes musik til sig og således er den spredt ud til landets hospitaler.

Det er der blevet indtil videre 10 album ud af i MusiCure-serien. De er kendetegnet ved naturlyde og instrumentering som harpe, træblæsere og klaver.

»Det er selvfølgelig mit udtryk. Jeg er kunstneren bag, og jeg har altid interesseret mig for det meget drømmende og eventyrlige musikalske udtryk. Det er ikke konceptmusik. Forskellen på det her og andre kompositioner er, at jeg tilpasser musikken de forskningsresultater, jeg får«.

Videnskabelige forsøg med blandt andet MusiCure har vist, at det kan sænke patienters stressniveau og medicinforbrug at være i et roligt og behageligt lydlandskab.

»Et af de helt grundlæggende principper er en rolig rytme, der svarer til vores hjerteslag, når vi er helt afslappede«, siger Niels Eje.

Aldrig noget hurtigt eller voldsomt.

Altid ro og harmoni.

Intet er overladt til tilfældighederne

Niels Eje er klassisk uddannet musiker fra Det Fynske Musikkonservatorium og var i mange år soloboist i Danmarks Radios Symfoniorkester. Han er af en familie af kunstnere. Begge hans forældre var malere, hans bror er entertaineren Thomas Eje, hans bedstefar var kunstmaleren Thorvald Hagedorn-Olsen. Siden barnsben har Niels Eje spillet en række instrumenter. En solid musikalsk karriere til trods arbejder Niels Eje i dag udelukkende i studiet med at skabe musik, der kan være med til at gøre syge mennesker mindre syge.

Han beskriver arbejdet som »ildsjælsbaseret«. Med det mener han, at de danske hospitaler og plejehjem ikke i fællesskab har indkøbt musikken, men at enkelte læger, sygeplejersker og afdelinger har taget den til sig. At enkelte ildsjæle rundtomkring tror på kunstens kraft og derfor formidler det videre. På samme måde som Niels Eje selv gør det.

På Odense Universitetshospital i Svendborg har de netop gennemført en undersøgelse med både MusiCures musik og også de beroligende naturfilm, de er begyndt at producere. 70 procent af de 189 involverede patienter svarede, at de fik mere ro af at høre musik, mens de var indlagt. Det samme svarede 83 procent af de pårørende, der havde fået byttet båndsløjfen fra TV 2 News i venteværelset ud med beroligende musik og film.

»Når man sidder derude og venter på at komme ind og blive undersøgt, eller hvis man som pårørende sidder og venter på at få at vide, hvad ens nærmeste fejler, så er det ikke ligefrem Islamisk Stat og den slags grusomheder, man har brug for«, siger komponisten.

Videnskabelige studier, blandt andet publiceret i det anerkendte tidsskrift The Lancet, viser, at musikmedicin har positiv effekt på niveauet af stresshormoner i kroppen efter operationer. Et studie blandt nyopererede svenske børn publiceret i tidsskriftet Pediatric Anesthesia viste, at gruppen af børn, der hørte afslappende musik efter operationen, havde mindre brug for morfin end de børn, der ikke hørte musik.

»Det er ikke bare mig, der siger, at jeg har lavet noget dejlig musik«, siger Niels Eje.

»Der er faktisk forskning bag. Det er også derfor, musikken bliver solgt på apoteket, ikke i pladebutikker«.

I dag fås musikken også som streamingtjeneste, fordi der ikke er så mange, der køber cd’er længere, som der var engang. Det er salget af den afslappende musik til private, Niels Eje lever af. Hospitalsforsøgene er det, han brænder for.

Han virker lige så rolig som sine kompositioner, når han fortæller.

»Den respons, jeg får fra folk, der fortæller, at de har fået det bedre på grund af min musik, det er en stor gave for mig«, siger han.

Når han laver sine små »øer af inspiration«, går han til det med ekstrem omhu. Så ekstrem, at han for nylig brugte et halvt år på at redigere lyden af otte timers bølgeskvulp, så hver enkelt bølge var i den helt perfekte hjerterytme.

Bølgerne er en del af et helnatsprogram, hvor patienten falder i søvn til musik, der lige så stille toner over i bølger, som fortsætter hele natten, indtil »man vågner på en tropeø«. Blandt andet til det formål har Niels Eje og Inge Mulvad Eje designet en særlig pude med højttalere, som bliver brugt på hospitalerne.

Han peger ind i musikværelset ved siden af stuen. Ud over flygel og obo står der også en chaiselong.

»Forestil dig at ligge helt trøstesløst på en gang på hospitalet«, siger han og tænder for musikken i puden. Den lægger sig som en skærm om ansigtet med rolige harpeklange, stille klavermusik og fuglefløjt. Jeg kan stadig høre Niels Eje tale med fotografen.

»Det er muligt at ændre miljøet gennem lyd, og med fantasien kan man skabe et andet univers end det, man er i. Og et livsbekræftende univers«.

Musikken kalder han selv for universel. Den bliver både brugt på hospitaler i Norden og i USA. Men den skulle lige så gerne kunne virke i Indien.

»Der findes begravelsesmusik, marchmusik, hiphop, filmmusik. Og folk skal selvfølgelig lytte til deres yndlingsmusik. Men uanset om man lytter til Metallica eller Wagner til hverdag, så er det måske ikke lige det, man har brug for i en situation, hvor man bliver indlagt eller har det kritisk. Der har man brug for noget beroligende, der er mere universelt og neutralt«, siger han.

Noget der får pulsen og blodtrykket i ro. Noget der sender sindet på vandring i naturen og skaber illusionen af trygheden i moders arme.

Og Niels Eje tror fuldt og fast på kunstens helende kraft i samarbejde med medicin. Så meget, at han hver nat sover med bølgeskvulp i sin højttalerpude og vågner op på et tropeø i sit soveværelse.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter