Hver formiddag kom den 3-årige pige Aisha stavrende på små ben gennem porten til det hus i Mosul, hvor Puk Damsgård i forsommeren holdt til i ni uger sammen med soldater fra de irakiske specialstyrker. Hun havde altid den samme lilla bluse med pailletter på. Og frisk brød med, som hendes mor havde bagt. Soldaterne rodede hende i det krøllede hår og gav hende chokolade og appelsiner som tak, inden hun løb hjem igen.
En formiddag sad Puk Damsgård på et tæppe i solen i gården og skrev på sin nye bog, ’Den sorte kat i Mosul’. En kvinde på den anden side af vejen gjorde tegn til, hun skulle komme derover. Det var Aishas mor.
»Familien var flygtet fra deres hus længere inde mod Mosuls centrum. Hun fortalte, hvordan hun og hendes syv børn havde løbet gennem kuglerne og nu lånte et hus, hvis ejer selv var flygtet«.
Nogle dage senere dukkede det 3-årige ansigt som sædvanlig op i køkkenet på basen. Soldaterne fandt en banan til hende, og med den i hånden satte hun i sit kluntede løb over gaden og forsvandt gennem porten til sin have.
