Se Super16-tv her på Politiken: Filmuddannelse satser på tv-serier i stedet for kortfilm

Unge mænd dør på mystisk vis i ’Polar’ efter at have hørt nogle øredøvende høje og underlige lyde, mens de opholdt sig på containerhavnen i Nuuk.
Unge mænd dør på mystisk vis i ’Polar’ efter at have hørt nogle øredøvende høje og underlige lyde, mens de opholdt sig på containerhavnen i Nuuk.
Lyt til artiklen

En fuldt færdig og overraskende plejehjemsthriller i fire afsnit. En appetitvækker på en 1600-tals sci-fi-serie. Og en længere smagsprøve på en alt andet end hyggelig tv-serie med grønlandske isbjerge og havnecontainere som scenografisk ramme.

Sådan kan man beskrive de tre midtvejsprojekter, som den 9. årgang på filmuddannelsen Super16 er aktuel med. Indtil i år har Super16 altid præsenteret kortfilm, men de 16 elever på den 9. årgang er gået en anden vej:

»Som midtvejsprojekt besluttede vi at erstatte kortfilmformatet med et serielt format. Hvis man har fingeren bare lidt på pulsen med hensyn til, hvad der foregår inden for tv-serier på streamingtjenester og tv-kanaler, kan man se, at det er der, det rykker«, siger Morten Mortensen, som går på Super16’s manuskriptforfatterlinje og er formand for Super16.

Vil ud til et større publikum

Den elevdrevne uddannelse blev grundlagt i 1999 og har siden udviklet sig til at blive en respekteret filmuddannelse, der præger branchen herhjemme. Ud over at det giver andre udfordringer at arbejde med tv-formatet i stedet for med kortfilmformatet, nævner Morten Mortensen blandt andet tv-seriers bedre økonomi og store udbredelse som begrundelse for at arbejde i den retning:

»Rigtig mange tv-serier får meget mere opmærksomhed, end film gør. Vi uddanner os til at skulle arbejde efterfølgende og synes, det er oplagt at se, om vores evner og talentudvikling kan favne en tv-serie. Og så kan vi efter at have gået på Super16 sige, at vi har arbejdet med det format«.

Med det nye format håber eleverne på Super16, at deres projekter får en større udbredelse end tidligere årganges.

»Super16’s kortfilm har traditionelt haft et festivalliv, og så har man kunnet se dem på filmmagasinet Ekkos hjemmeside. Denne gang har vi lavet et samarbejde med Politiken, i håb om at filmene kommer bredere ud«, siger Morten Mortensen.

Midtvejsfilm fra Super16 plejer at bestå af seks kortfilm fra seks instruktører og deres producere. Årgang 9 har kun lavet tre tv-projekter. For at skabe bedre økonomi til hvert enkelt tv-projekt og også for at skabe tættere samarbejde mellem instruktører og manuskriptforfattere har eleverne fordelt sig i tre grupper:

»På Super16 har instruktørerne – med god grund – altid været meget i fokus. Vi vil gerne integrere linjen for manuskriptforfattere bedre. Desuden har manuskriptforfattere en meget central betydning for tv-serier«, siger Morten Mortensen.

De tre tv-projekter

De tre aktuelle tv-projekter har hentet inspiration forskellige steder fra. ’Aarslev Enge’ er eksperimenterende historisk science fiction.

’Vitasminde – en plejer er død’ er som det eneste af de tre projekter en færdig serie, så man i sin helhed kan se, hvad der sker af mord og andre mystiske ting både over og under jorden på det fiktive plejehjem. Den serie er ikke fri for at have hentet inspiration i Lars von Triers tv-serie ’Riget’ fra 90’erne.

Endelig består ’Polar’, som Morten Mortensen selv er involveret i, af dels et pilotafsnit, dels et 1. afsnit. Uhyggelige lyde, besynderlige dødsfald blandt unge i Grønland og en enkelt mystisk genopstandelse fra dødstilstand er noget af det, der kan opleves i ’Polar’.

Om den serie siger Morten Mortensen:

»Vi har ladet os inspirere af den første sæson af ’Stranger Things’ og har også set os grundigt omkring i 80’ernes sci-fi-genre. Jeg synes, at alle tre projekter viser, at vi har turdet tage en masse chancer«.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her