En mor diskuterer med sin 6-årige datter, om ’sgu’ er et bandeord, og skriver derfor et indlæg i en facebookgruppe, der diskuterer sprog: Hvad mener I?
Det var situationen i sidste uge i facebookgruppen ’Sprogbøffer og sprogjuveler’. Folk i gruppen var ivrige efter at svare: Over 400 kommentarer fik opslaget om ’sgu’.
’Nej, ’sgu’ er ikke længere et bandeord’, hed det fra én. ’Nej, det har Dansk Sprognævn selv sagt’, skrev en anden. Og ’’Sgu’ findes ikke længere på listen over bandeord’, var en tredje overbevist om.
Hvis sprogbrugerne mener, det er et bandeord, så ER det et bandeord
Nej, nej og atter nej. Tænkte jeg. Nej, til at ’sgu’ ikke længere er et bandeord. Nej, til at det er Sprognævnet, der har sagt det, og også nej til, at der findes en liste over bandeord.
For at starte med starten: I 2011 udkom trebindsværket ’Grammatik over det danske sprog’, og i den forbindelse blev forfatterne citeret i flere medier for at mene, at ’sgu’ ikke længere var et bandeord.
Forfatternes påstand var, at ’sgu’, der er sammentrækning af ’så gu’, som kommer af ’så Gud hjælpe mig’, altså en påkaldelse af guddommelige kræfter, fra et grammatisk synspunkt ikke længere var et bandeord: ’Sgu’ bruges ikke længere alene som et udråbsord – det er ikke noget, man siger, når man slår sig, som for eksempel ’Satans!’.
Derimod indgår det i sætningen på samme plads som andre dialogpartikler som ’jo’ og ’skam’. For eksempel kan man sige ’Jeg er jo glad’ eller ’Jeg er skam glad’, ligesom man kan sige ’Jeg er sgu glad’.
I alle tilfældene står ’jo’, ’skam’ og ’sgu’ på den samme lune plads i sætningen – der, hvor vi fortæller, hvordan sætningen skal forstås.
Forfatterne sammenligner også ’sgu’ med ordet ’skam’, der engang var et bandeord lige som ’sgu’, nemlig ’skammen tage dig’, dvs. Fanden tage dig. »Der er ikke for 25 øre ed tilbage i det udtryk«, sagde Lars Heltoft, den ene af grammatikværkets forfattere, om ’sgu’ til Politiken dengang.
Det var altså ikke Sprognævnet, der var ude og fratage ’sgu’ dets bandeordsstatus, men to grammatikprofessorer.
Ifølge loven har Dansk Sprognævn til opgave at følge sprogets udvikling og at fastlægge ords stavemåde – ikke deres betydning eller deres funktion. Det kan to sprogforskere heller ikke – det kan kun sprogbrugerne, dvs. vi, der taler det danske sprog. På den måde er sproget demokratisk.
Pudsigt nok stod jeg lige inden medieaflivningen af ’sgu’ for en undersøgelse af, hvad 844 danskere regnede for bandeord. Her viste det sig blandt andet, at 69 procent af de adspurgte ældre danske sprogbrugere mente, at ’sgu’ var et bandeord, og af de adspurgte unge sprogbrugere mente 47 procent, at ’sgu’ var et bandeord.
Størstedelen af sprogbrugerne mente altså stadig, at ’sgu’ var et bandeord på dét tidspunkt. Og hvis sprogbrugerne mener, det er et bandeord, så ER det et bandeord.
Godt nok har sangen om det stuerene ’sgu’ gået sin sejrsgang over det ganske land, men når en mor skal have en diskussion med sin datter om ordet, så er ’sgu’ endnu ikke blevet helt tømt for saft og kraft.
Når cirka hver anden af de facebookbrugere, der deltog i debatten på Facebook, skrev, at de stadig opfattede ’sgu’ som et bandeord, så synger ’sgu’ endnu ikke på sidste vers.
Når præsten stadig kan forarge menigheden ved at sige ’sgu’ fra prædikestolen, og man til jobsamtalen prøver at undgå ’sgu’, så er ’sgu’ ikke blevet terminalpatient endnu. ’Sgu’ er simpelthen bandeordet, der nægter at dø.
Og den liste over bandeord, som åbenbart findes – hvor? I et aflukket skatkammer på Sprognævnet? Den liste vil jeg gerne se. Jeg har beskæftiget mig med bandeord en del år nu, og jeg har endnu til gode at se forskere blive enige om, hvad et bandeord overhovedet er for en størrelse.
