Et af de mærkeligste afsnit af ’The Oprah Winfrey Show’, jeg nogensinde har set, handlede om at være slave af sig selv. En gæst fortalte, at hun havde haft hestehale hele sit voksne liv, og nu havde hun udviklet angst for at ændre frisure. Der var også det problem, at hendes hår var så tykt, at hestehalen havde svært ved at tørre, og nu var begyndt at lugte jordslået. Der var forståeligt nok undtagelsestilstand i intimsfæren.
Ved programmets afslutning sad kvinden helt lykkelig i Oprah Winfreys sofa med en klædelig korthårsfrisure, og i en spontan gestus rakte hun værten den afklippede hestehale, der nu lignede en død brun rotte. Oprah tog befippet imod den som en slags offergave.







