Trine Dyrholm er med. Ghita Nørby er med. Og Nikolaj Coster-Waldau er der også.
Sammen med Danica Curcic, Iben Hjejle, Benjamin Koppel, Tammi Øst, Mikkel Lomborg, Line Knutzon, Therese Glahn, Elisa Kragerup, Trine Pallesen, Maibritt Saerens og mange, mange flere.
I alt har over tusind skuespillere, instruktører, forfattere og andre ansatte i den danske teater- og filmbranche skrevet under på et manifest, der kræver et opgør med sexisme, krænkelser og overgreb. Det sker under mottoet ’Det er vores branche. Vores arbejdspladser. Vores fælles ansvar’.
Underskriverne ønsker en »ny kultur med nultolerance over for sexisme, seksuel chikane og seksuelle overgreb i den danske film- og scenekunstbranche«, står der i manifestet.
