Morgentrafikken er tæt, fortravlede cyklister suser langs afspærringen på Rådhuspladsen i København, hvor to grøn-hvide telte er rejst. Et skilt, som en eller anden forbipasserende har hamret et stort hul i, oplyser, at man er i gang med at lægge nye rør til klimavenlig fjernkøling. Det er også stadig planen, men det er ikke, hvad der reelt sker denne januarmorgen. Da vi er trængt gennem afspærringen, og teltdugen bliver trukket til side, udfolder der sig et overraskende syn. I udgravningen under os er en grav med et menneskeskelet.
»Der er overarmen, og her kan du se ribbenene. Underarmene ligger der. Her har vi det ene lårben og underbenene. Får vi renset lidt mere af, kan vi formentlig sige, om det er en mand eller kvinde«, siger museumsinspektør og udgravningsansvarlig Jane Jark Jensen.






