I bund og grund gør hun ikke andet end at fortælle om sin seksuelle debut. Alligevel er 19-årige Kristine Sloths YouTube-video 'Min første gang' i skrivende stund blevet set 599.505 gange. Videoen er den populære youtubers mest sete klip på hendes kanal, som bliver fulgt af flere end 200.000.
»Ja, det er normalt, at det gør ondt den første gang, fordi ens skede ikke er vant til, at der skal noget op i den på den størrelse...og ja, den her video bliver meget 'wow!', men jeg tænker egentlig, at der er brug for at snakke om det«, lyder det i starten af det knap 12 minutters indslag, hvor Kristine Sloth også kommer med gode råd om beskyttet sex.
»Nu kommer jeg til at lyde mega mor-agtig, men pas på dig selv - ubeskyttet sex kan lede til graviditet«, siger hun og tilføjer, at man heller aldrig kan være sikker på, om ham fyren har en kønssygdom, hvilket er en anden god grund til at bruge kondom.
Normalt ville gode råd om beskyttet sex komme fra familie, nære venner eller seksualundervisningen, som er obligatorisk i danske folkeskoler. Men som så mange andre dele af vores liv er også vejledning om krop og seksualitet gået online - både her og i udlandet.
Eksempelvis fremhæver den britiske avis The Guardian youtuberen Hannah Witton, der har over 400.000 følgere på sin YouTube-kanal.
Den 26-årige videobloggers første video om sex kom allerede i 2012, hvor hun sammen med en ven indleder med ordene:
»Seksualundervisning er noget lort - i hvert fald i England. Så jeg har besluttet at lave en miniserie om seksualundervisning, som I forhåbentlig vil kunne lide og lære noget af«.
Senere har den populære videoblogger også lagt en video ud på YouTube om onani (1,3 millioner visninger), mens en anden handler om ulemperne ved at have store bryster (3,7 millioner visninger).
Britiske Hannah Witton og danske Kristine Sloth er blot to blandt flere populære youtubere verden over, der kan fange børn, unge og voksnes opmærksomhed omkring 'sexplanation' eller såkaldt 'sex edutainment' - en sammentrækning mellem det engelske ord 'education', der betyder uddannelse, og 'entertainment', som betyder underholdning.
Sex kan være svært at tale om
Og den slags korte videoklip er »et super godt input« til børn og unge, der ikke har nogen at snakke med om sex og kroppen. Det mener Line Anne Roien, der er lærer, kandidat i pædagogik og Ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet.
Hun er netop ved at lægge sidste hånd på den første reelle undersøgelse af seksualundervisningens pædagogik og didaktik siden den blev obligatorisk i danske skoler i 1970.
»Vi ved, at der desværre er rigtig mange børn og unge, der hverken kan tale med deres forældre eller nære venner om den slags ting, og for dem er de her videoer en fin måde at få information og viden på«, siger hun og fortsætter:
»Der er dog en ulempe ved YouTube-videoerne, fordi der ingen garanti er for korrekt faglig viden. De er ofte baseret på youtubernes egne erfaringer, og det kan let blive til formidling af myter og fordomme fra én ung til en anden«.
YouTube og Wikipedia danner fælles front mod konspirationsteorierEt vigtigt fingerpeg
Hendes studie handler blandt andet om, hvordan seksualundervisning prioriteres og praktiseres rundt om i landets klasselokaler. Men selv om flere indikationer peger i retning af, at seksualundervisning på skolerne har visse mangler, tror Line Anne Roien ikke, at det er årsag til interessen for 'sex edutainment' på YouTube.
»Tidligere gik man på biblioteket, hvis man ville vide mere. I dag er det mest naturligt at gå på nettet og søge information den vej rundt. Så det her er ikke nødvendigvis et udtryk for, at børn og unge ikke bliver oplyst tilstrækkeligt i skolen. Jeg ser det i højere grad som et vigtigt fingerpeg om, at børn og unge synes, at emner om sex og kroppen er rigtig vigtige«, siger hun.
Dronningen af youtube: »Det er vigtigt, at vi taler om de ting, som man kan gå rundt og være lidt flov over«Den holdning deler organisationen Sex og Samfund. Her er man ikke overrasket over de unges store interesse for youtubernes 'sexplanation'-videoer. Det forklarer projektleder hos organisationen Lone Smidt.
»Det er ikke noget nyt, at unge viser stor interesse for krop og seksualitet - sådan har det altid været«, siger hun.
»Det forholdsvis nye er muligheden for hurtigt at kunne finde den information i form af levende billeder. Det kan der være mange fordele i, men der kan også være ulemper, hvis de videoklip enten er faktuelt forkerte eller præsenterer nogle stereotyper, normer og idealer, som de unge tror, de skal leve op til«.
Verdensomspændende seksualundervisning
Hvor Danmark har Kristine Sloth og Storbritannien har Hannah Witton, har USA videoblogger Laci Green. Hun har 1,5 millioner følgere på sin YouTube-kanal, og hendes videoer om at være nøgen, kønsorganer, forhud og pubeshår bliver set af millioner.
Men også andre velbesøgte udenlandske YouTube-kanler formidler 'sex edutainment'. Her kan fremhæves videoblogger og sexolog Shan Boody, der blandt andet taler om at være jomfru, dårlig sex, homoseksualitet, kys, orgasme og åbne forhold samt Dr. Lindsey Doe, der er vært på YouTube-kanalen 'Sexplanation'.
fortsæt med at læse








