Da tv-serier for alvor blev et fænomen i underholdningsindustrien fra begyndelsen af 1960’erne og frem, lignede de fleste af dem til forveksling hævdvundne genrer fra filmen og litteraturens verden.
Enten handlede de om mennesker, der tappert udøvede deres erhverv i kampen mod ondskab, hvad enten det var en western som ’Gunsmoke’, en advokatserie som ’Perry Mason’ eller en politiserie som ’Dragnet’. Eller også var det intimsfærefnidder i situationskomedier a la ’I Love Lucy’, hvis det da ikke var renlivet romance og hospitalslir i sæbeserierne, som blev sendt om formiddagen, så husmødrene havde noget at kigge på, mens de ordnede strygetøjet og forberedte aftensmaden.
Sådan er det ikke længere.
Vi har i dag – ikke mindst i kølvandet på tv-seriens enorme gennemslag som kulturdefinerende form og streaming-teknologiens hastige udbredelse – set og oplevet et hav af genremæssige blandingsformer, hvor de centrale temaer ikke alene er bundet op omkring den centrale handling, men også har at gøre med karakterernes dobbelte rolle som privatpersoner og mennesker med et erhverv og en deraf følgende genremæssig forpligtelse.
