13 procent af voksne danskere har enten helt eller delvis brudt med deres forældre, viser en Gallup-undersøgelse, og cirka 10 procent har overvejet at bryde med forældrene, men altså ikke gjort det.
Det er jo svimlende høje tal. Samtidig er det tal, der bekræfter, at familier ikke bare er livgivende fællesskaber, systemer af støtte og kærlighed, der forsyner os med livsvidner og historie. Familier er også systemer af konfliktende værdier og moral, magthierarkier og anerkendelseskampe, hvor der naturligt nok er vindere og tabere.








