Siden min gymnasietid er der næppe gået en dag, hvor jeg ikke har konsulteret Johann Sebastian Bach om livets små og store spørgsmål. Og min erfaring er, at den pluskæbede kantor med pudderparykken altid har svar på rede hånd – fra brusende orgelpiber og voldsomme kor til det meditative solostykke, hvor alt sker på ingen tid, og matematikken befrugtes med sart og sindrig poesi.

Det sidste holder jeg mest af. Der er livsbekræftende rabalder i passioner og kantater, men til gengæld et strengt og uafviseligt nærvær i de stykker, som er skrevet til individualisten bag sit stemte instrument. Det er ligesom at modtage et telegram fra en elsket, man nær havde glemt. At få hvisket en hemmelighed om sig selv i øret.