Foran mig ligger en meget stor sort bog, det ligner en gravsten. Jeg måler den til at være 45 cm lang, 30 cm høj og 4 cm tyk. Skriften på forsiden er sort og blank, nærmest usynlig. ’København 2010-2016’ står der, og den er udgivet af Københavns klubkonger, Simon Frank og Simon Lennet, bedst kendt som Simon og Simon.
De to natklub- og nu også datingapp-ejere har udgivet en billedbog, der dokumenterer festerne på deres klubber Simons og Sunday i årene mellem 2010 og 2016.
De kalder selv deres bog »Et arkiv over udskejelser i alle afskygninger«. Billederne er taget af Victor Jones og Alesya Gulevich og er energiske snapshots fra situationer med høj musik og høj promille. De fleste billeder i bogen er i sort-hvid og er mest af alt af smukke mennesker, men også nogle gange dyr. En elefant og en bulldog dukker op.
Og så tænker jeg: »Hvad skal vi med den?«. Netop det spørgsmål stiller de også selv i bogens indledende og introducerende tekst: »Det store spørgsmål har været: behøver vi den egentlig? Og svaret er formentlig nej. Men vi har lavet den alligevel«.
