Jeg har gået til yoga. I mange år. Trukket vejret gennem næsen, været til stede ’her og nu’ på min yogamåtte, samlet hænderne foran hjertet og med bukket hoved og åbent tredje øje sagt namaste til livet. Jeg datede sågar en af byens bedste yogalærere i en årrække og vil påstå, at de, der bliver yogier, ofte også er dem, som i udgangspunktet er faret mest vild i livet, og for hvem det rolige åndedræt er lidt af en kamp.
Det er efterhånden velkendt, at Jeppe Hein (f. 1974) – som i 00’erne stormede frem som Olafur Eliassons protegé og blev en international art-star i egen ret – for knap ti år siden blev ramt af stress. Han brændte ud og måtte trække stikket. Siden har han, i dele af sin kunst, været optaget af det, som fik ham ud af sygdommen: nærværet, vejrtrækningen og mindfulness i værker, som besidder det, jeg vil benævne et terapeutisk imperativ. Han har lavet blå terapitegninger, syngeskålsmalerier og vejrtrækningsøvelser i form af spejl- og neonlysværker.
