Nogle af de mest udbredte myter om børneopdragelse er, at danske forældre er såkaldte curlingforældre, der søger at fjerne enhver forhindring på børnenes vej gennem livet, og at denne opdragelsesform er skadelig, da den skaber skrøbelige og uselvstændige børn.
Nu har Det Nationale Forskningscenter for Velfærd så lavet en undersøgelse, der gennemhuller disse myter. Curlingforældre og -børn er ikke videnskabeligt veldefinerede kategorier, men bruger man begrebet curlingfamilie til at betegne familier, hvor forældrene i høj grad hjælper deres børn, uden at børnene omvendt laver det store derhjemme, finder man, at kun cirka 6 procent af familierne herhjemme er curlingfamilier.








