At 1957 var et skelsættende år i Ingmar Bergmans karriere, er der såmænd ikke noget nyt i, men Jane Magnusson får i ’Bergman – et år, et liv’ fremkaldt et usædvanlig skarpt blik på Bergman ved at lade 1957 være begivenheden, alt stråler ud fra. Året, hvor kunstneren og mennesket Ingmar Bergman fusionerede så eksplosivt, at det efterlod filmkunstens univers forandret for altid. Bergmans big bang.
Efter at have lavet 13 mere eller mindre vellykkede film var 1957 året, hvor Bergman fik mulighed for at lave de film, han havde lyst til og havde i sig. Han havde skabt en succes med sine film om smukke, unge nøgne nordiske mennesker, hvor ’Sommeren med Monika’ afslørede den ambitiøse filmmagers format.
Bergman havde allerede lavet prægtige film som ’Sommernattens smil’ og ’Gøglernes aften’, men indså, at han fra nu af måtte lave film om de svære ting indeni. At udforske menneskets sjæl ved at udstille sig selv. Det var det, han skulle og måtte gøre. Hvis han for alvor ville sætte sit mærke, måtte han skabe sit indviklede følelsesliv om til figurer og med det som udgangspunkt lave film som i et spejl.
Så Bergman havde ondt i maven i 1957. Han havde blødende mavesår, selv om han allerede dengang levede på en diæt af tykmælk og mariekiks. Havde, hvad man i dag ville kalde en spiseforstyrrelse. Bergman led af livsangst og dødsangst og ikke mindst af præstationsangst. Og det tror da pokker!
