Udefra set er det vanskeligt at se det tiltrækkende ved IS. Et modbydeligt, blodtørstigt forrykt selverklæret kalifat, der forsøger at skrue tiden tilbage til Muhammeds tid og udslette alt og alle, som står i vejen.
Og det var da just også på mange måder problemet, at omverdenen i lang tid ikke tog IS-gruppen helt alvorligt og derved gav den rum og plads til pludselig at eksplodere og på kort tid udnytte kaosset i Syrien og Irak til at erobre enorme landområder i Mellemøsten. På toppen kontrollerede terrorgruppen et landområde, der er større end Frankrig og havde magten over en befolkning svarende til Danmarks.








