»Jeg har tidligere ment, at kulturpersonligheder ikke har større forpligtelser end andre. Alle har en forpligtelse til at deltage i den demokratiske debat og sige uretfærdigheder imod. Men Roberto Savianos formulerer i sit essay noget, der er vågnet i mig det seneste år. Jeg er enig med ham: Alle, der har en offentlig stemme og er uenige i det, der sker, bør sige noget. Det er tid til at tage bladet fra munden og sige noget – tiden, hvor man kan tie ting ihjel, er for længst forbi. Mange frygter med rette at træde ind i den offentlige debat, men der er ingen vej udenom. Hvis der er flere, der siger noget, er der også flere til at stå sammen«.
Hvis du skulle sige noget om et givent emne, hvad ville du så sige?
»Vores humanistiske idealer og retssikkerhed er i fare. Det er i fare, når man reagerer med kollektivt hysteri i forhold til ting, man oplever som fremmedartede. Med både burkaforbuddet og imamloven viser vi, at vi er parate til at gå på kompromis med grundlæggende demokratiske værdier. Samtidig er lovgivning og debat om flygtninge og indvandrere kørt af sporet. Det har altid været et faresignal i rige overskudssamfund, når den slags begynder at ske«.
»Kunstnere har ikke en særlig forpligtelse. Helt overordnet set er problemet i dag ikke, at folk ikke forholder sig til alt muligt og udtaler sig om det. Det gør man i et meget rigt mål på de sociale medier. Det er et større problem, at folk ikke forholder sig til de svære problematikker. Jeg synes ikke, at det er et mål i sig selv at udtale sig, og selvfølgelig er kunstnere ikke mere forpligtede til at udtale sig om politiske forhold end andre. Det er fint nok, hvis der er nogen, der gør det – især hvis det foregår på et oplyst grundlag, men der er bare mange, der udtaler sig om noget, de ikke engang har sat sig ind i«.
