Jeg har adskillige gange haft glæden af Benny Andersens selskab, og hver gang var resultatet det samme: Man gik derfra smilende og let om hjertet.

For Andersen kunne gøgle med ord og toner, så det var en lyst, og selvom der inden i pudseløjerlighederne gemte sig en eksistentialist og en kras systemkritiker, var det de legesyge hænder på tangenter og tastatur, der gjorde ham folkekær. Benny Andersen var modernisten med det menneskelige ansigt. Den lattermilde alvorsmand.